Haandbog for Formænd ved Jord- og Betonarbejde O.A.
MEDDELT AF T. RIST OG P. M. BÜLOW

Cement maa der forholdsvis medgaa, naar Betonens Godhed i begge Tilfælde skal være den samme. Saver man en Granitblok i 2 Dele, skal der en vis Mængde Cement til for atter »at lime« de 2 Halv- dele sammen; saves Blokken i 4 Dele, medgaar der forholdsvis mere Cement o. s. v.; altsaa jo flere Dele, man deler Granitblokken i, — eller jo finere Kornstørrelsen af Sandet er, — desto mere Cement kræver Blandingen. Et andet uheldigt Forhold, som kommer frem ved Anvendelsen af fint Sand, er, at det fine Sand kræver forholdsvis mere Vand ved Tilberedelsen af Mørtelen, end det grove, hvilken forøgede Vand- tilsætning svækker Betonen, ligesom ogsaa For- dampningen fra den udstøbte Beton efterlader Hulrum i denne og gør den porøs, hvad der er uheldigt. Endelig er ogsaa Svindet under Hærdningen stærkt voksende med aftagende Kornstørrelse af Sandet, hvad der ligeledes taler mod Anvendelsen af fint- kornet Sand. Sandet og Cementen udgør Mørtelen, som danner Bindeleddet mellem Stenene i Betonen. Stenene. Stenene, som tilsættes Betonen, er enten Skærver eller harpede Smaasten, Singels. Granitskærver giver den bedste og stærkeste Be- ton; men hyppigst bruges vel nok Singels, og Bakkesingels giver da i Reglen en større Knus- ningsstyrke end Søsingels, vel nærmest paa Grund af Bakkesingelsens mere ru Overflade, ti] hvilken Cementen hefter bedre end til den glatte Søsingels. Bakkesingelsen indeholder imidlertid ofte Kalk, og hvis der i Singelsen skulde findes mange bløde og porøse Kalksten, som lader sig mætte med Vand, tør man ikke anvende saadant Materiale, hvor Be- tonen er udsat for Frost, idet man i saa Fald let 64