Midler og Veje til Fremme af Haandværkets og den lille Industris Konkurrenceevne
Forfatter: Hector Lambrechts
År: 1910
Forlag: NIelsen & Lydiche (Axel SimmelKiær).
Sted: København
Sider: 302
UDK: 338.42. lam
En af det internationale Mellemstandsforbund priskronet Afhandling.
Med Forfatterens Tilladelse udgivet paa Dansk af Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— 101 —
Vi skal nu overveje, hvorledes Redskabet maa afpasses
efter de Pengekilder, som skal forsyne Kreditten med Næring.
Til daglig Brug er Metalpengene eller deres Papirs-Repræ-
sentativer den Generalnævner, hvormed det samfundsmæssige
Arbejde og de Rigdomme, som det frembringer, bliver maalt.
Begge er imidlertid begrænsede, baade i Kraft af deres Væsen
og i Følge forsigtige Bestemmelser. Derfor har man søgt
andre Omsætningsmidler, der dels skulde supplere dem, dels
træde i Stedet for dem.
I Belgien har der dannet sig en Skole, der stræber hen-
imod en fuldstændig Gjennemførelse af et direkte Samfunds-
Udligningssystem med Forbigaaelse af det mellemliggende
Stadium, der vilde kjendetegnes ved en almindelig Brug af
Bankanvisninger (Checks) i Stedet for Penge.
I den Nationalkommission, der er bleven nedsat af den
belgiske Regering for at søge Midler til at forbedre Mellem-
klassernes Stilling, har Denis anbefalet Anvendelse af Udlig-
ningssystemet til Ordningen af den lille Kredit. Han op-
fatter Forholdet mellem Haandværkerne og de mindre
Handlende som en begrænset Kreds, der helt kan omspændes
af én stor Gjensidighed. Indenfor Kredsen skulde der ikke
mere være Penge, men kun Bankanvisninger og Godskriv-
ninger; kun ved ganske særlige Lejligheder skulde der være
Anledning til at gaa udenfor Kredsen og bruge Penge, f. Eks.
til at betale Ting, der indførtes fra fremmede Lande, saalænge
Udligningssystemet ikke var bleven internationalt.
Efter denne Opfattelse skulde Kreditorganisationerne blive
Afdelings-Likvidationskontorer, og den Centralinstitution, som
skulde forene dem, skulde være Midtpunktet for gjensidige
Godskrivninger. Det vilde næsten ikke blive nødvendigt at
forsyne det med pekuniær Næring, dets Gjensidighedssystem
vilde være i sig selv tilstrækkeligt. Jeg nævner blot dette
System uden at ville komme nærmere ind paa en Under-
søgelse af dets Indretning, dets Fordele og Mangler. Men
uden at tænke paa at ville forandre det almindelige Omsæt-
ningsmiddel for samfundsmæssigt Arbejde, har Størstedelen af
de folkelige Kreditinstitutioner søgt at spare paa Brugen af
rede Penge og at undgaa Omflytning af Kapital. De lader
imidlertid i Princippet en første Forsyning med Penge staa