Bedømmelse Af Fødemidlernes Næringsværdi

Forfatter: P. L. Panum

År: 1866

Forlag: Gyldendalske Boghandel (F. Hegel)

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 104

UDK: 613 2

Bidrag til Bedømmelsen

af

Fødemidlernes Næringsværdi

Dr. med. P. L. Panum

Professor i Physiologien ved Kjøbenhavns Universitet

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 114 Forrige Næste
40 kunne faae nogen paalidelig Oplysning, da vi jo ikke kunne vide, om de constituerede Ilovedbestanddele af Legemet (især Vand, qvælstofholdige Væv og Fedt) have bevaret eller forandret deres indbyrdes Forhold. For nu at erfare, om der ved Forsøgsindividets Fodring med bestemte Quanti- tetcr af et reent Æggehvidestof produceres bestemte og constante Quantiteter Urinstof, og for at lære Størrelsen at de Feil at kjende, som kunne forekomme ved Methodens Anvendelse, har jeg anstillet Forsøget paa følgende Maade: Til Forsøgsindivid valgte jeg en Hund, efter først i nogen Tid forgjæves at have experimenteret med Kaniner og smaa Marsviin. De Hensyn, jeg maatte tage ved Valget, vare: 1) at Individet paa een Gang, altid strax ved Døgnets Be- gyndelse, kunde fortære det hele Quantum af Fødemidler, som var bestemt for dette Tidsrum; 2) at Fordøielsen var energisk nok for at tilstede en stærk Stigning af Fødemidlets Mængde, og for at man ikke behøvede at frygte Forstyrrelser i Fordøielsen ved den eensformige Føde; og endelig 3) at man maatte være sikker paa, at det netop bestemte Quantum Føde- midler (hverken mere eller mindre) blev fortæret, og at det pro- ducerede Urinstofquantum fuldstændig kunde samles og be- stemmes. — I alle disse Henseender er Valget af cn Hund meest passende, helst en Hanhund, da denne lettere kan kathete- riseres. En sulten Hund fortærer, indenfor nogenledes rimelige Grændser, paa een Gang, hvad man byder den af Fødemidler, og den trænger ikke til hyppige Maaltider. Hvis Fødemidlerne ikke have nogen Lugt eller Smag, som bestemmer Hunden til at fortære dem med Appetit, er det, som jeg har fundet, let at krydre dem uden nogensomhelst Tilsætning, der ved sin Substans kunde faae Indflydelse paa Stofskiftet. Det er nemlig næsten altid tilstrækkeligt at bringe hver Mundfuld, før den bydes, i Berøvelse med et Stykke Kjød eller med en Draabe Mælk, for at bestemme Hunden til med Graadighed at fortære et Fødemiddel, som ellers paa Grund af sin Mangel paa Lugt og Smag eller paa Grund af sin Consistens eller paa Grund af, at den tidligere