Bedømmelse Af Fødemidlernes Næringsværdi
Forfatter: P. L. Panum
År: 1866
Forlag: Gyldendalske Boghandel (F. Hegel)
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 104
UDK: 613 2
Bidrag til Bedømmelsen
af
Fødemidlernes Næringsværdi
Dr. med. P. L. Panum
Professor i Physiologien ved Kjøbenhavns Universitet
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
40
kunne faae nogen paalidelig Oplysning, da vi jo ikke kunne
vide, om de constituerede Ilovedbestanddele af Legemet
(især Vand, qvælstofholdige Væv og Fedt) have bevaret eller
forandret deres indbyrdes Forhold. For nu at erfare, om
der ved Forsøgsindividets Fodring med bestemte Quanti-
tetcr af et reent Æggehvidestof produceres bestemte og
constante Quantiteter Urinstof, og for at lære Størrelsen at
de Feil at kjende, som kunne forekomme ved Methodens
Anvendelse, har jeg anstillet Forsøget paa følgende Maade:
Til Forsøgsindivid valgte jeg en Hund, efter først i
nogen Tid forgjæves at have experimenteret med Kaniner
og smaa Marsviin. De Hensyn, jeg maatte tage ved Valget,
vare: 1) at Individet paa een Gang, altid strax ved Døgnets Be-
gyndelse, kunde fortære det hele Quantum af Fødemidler,
som var bestemt for dette Tidsrum; 2) at Fordøielsen var
energisk nok for at tilstede en stærk Stigning af Fødemidlets
Mængde, og for at man ikke behøvede at frygte Forstyrrelser i
Fordøielsen ved den eensformige Føde; og endelig 3) at man
maatte være sikker paa, at det netop bestemte Quantum Føde-
midler (hverken mere eller mindre) blev fortæret, og at det pro-
ducerede Urinstofquantum fuldstændig kunde samles og be-
stemmes. — I alle disse Henseender er Valget af cn Hund meest
passende, helst en Hanhund, da denne lettere kan kathete-
riseres. En sulten Hund fortærer, indenfor nogenledes
rimelige Grændser, paa een Gang, hvad man byder den af
Fødemidler, og den trænger ikke til hyppige Maaltider.
Hvis Fødemidlerne ikke have nogen Lugt eller Smag, som
bestemmer Hunden til at fortære dem med Appetit, er det,
som jeg har fundet, let at krydre dem uden nogensomhelst
Tilsætning, der ved sin Substans kunde faae Indflydelse paa
Stofskiftet. Det er nemlig næsten altid tilstrækkeligt at bringe
hver Mundfuld, før den bydes, i Berøvelse med et Stykke
Kjød eller med en Draabe Mælk, for at bestemme Hunden
til med Graadighed at fortære et Fødemiddel, som ellers
paa Grund af sin Mangel paa Lugt og Smag eller paa
Grund af sin Consistens eller paa Grund af, at den tidligere