Frikonkurrencen Og Socialismen

I/O og det almindelige Bedste kræver. I en vel indrettet Stat maa nemlig alt sigte til, at Dygtighed, Fhd og Arbejdsomhed kan have deres Sporer og finde deres Løn, men Fuskeri, Ørkesløshed og Dovenskab møde deres fortjente Straf; og i denne Henseende staar meget tilbage at ønske, selv i England, medens det paa Fastlandet med Næringsfriheden ser rent for- tvivlet ud. »Det skader ikke her at gøre opmærksom paa, hvad der i England har gjort Næringsfriheden ubodelig Skade, det strænge Begreb om Ejendomsretten, der, ligesom al stræng Ret, ødelægger Folk og Rige, uden anden Trøst end den smukke latinske Sætning: fiat justitia, percaet mundus! (Retten skal have sin Gænge, om saa Verden skal forgaa derved). »Hvad jeg her sigter til, er nemlig den Ejendoms- ret til Jorden i et Land, som man paastaar skal være lige hellig, om den er stiftet med aabenbar Vold og Uret, og være uindskrænket, om saa end derved Mængden af Indbyggerne skulde blive husvilde i deres eget Land eller dø af Sult. »Hvor derfor endnu, som hos os, det naturlige Forhold ej er rent forstyrret, vogte man sig vel for at erkende en saadan uindskrænket Ejendomsret, der, med vor Tids uhyre Rigdom paa Papiret, lettelig kunde bringe vort lille Land i nogle faa Aagerkarles Vold, som hele Almuen maatte trælle for, eller vel, om det behagede dem at lægge hele Landet ud til Faare- vange, lade sig udhungre af til Ære for den strænge Ejendomsret« !*) I 1849 kom Grundtvig tilbage til den samme Tanke og udtrykker sig da herom paa følgende Maade: *) Tidens Tarv og Tidens Brøst i Brage og Idun, udgivet af Fr. Barfod, 2det Bind, S. 152—53. Grundtvig stiller her ligesom Socialisterne den aandelige Frihed og Sikkerhed for »sit Ar- bejdes Frugt* i første, Forfatningsspørgsmaalet i anden Række.