Frikonkurrencen Og Socialismen

I 1890 udtalte Kardinal Manning: »Efter Guds og Naturens Bestemmelse tilhører Jorden dem, der fødes paa den og skal begraves i den. Det var min Overbevisning for 20 Aar siden, og saaledes tænker jeg endnu«.*) Paa den femte evangelisk-sociale Kongres, der blev afholdt i Frankfurt a. Main i Maj 1894, udtalte Præsten Paul Gøhre under stærk Tilslutning, at Nøds- tilstanden blandt Arbejdere og Smaabønder paa Landet kun kunde hæves derved, at Staten selv tog Initiativet til »i stor Stil planmæssig, distriktsvis og med det sidste Maal for Øje i kortest mulig Tid at fortrænge den store Grundbesiddelse og overdrage Jorden til smaa Forpagtere, fornemlig af de dygtige, hidtidige Arbej- dere paa Landet. Det betyder vel en Ødelæggelse af den herskende store Grunclbesiddelse og Løftningen af et stort holkelag til et uendelig meget højere socialt, aandeligt og sædeligt Niveau. Men det afgørende er, at dette er, som Tingene foreligger, en politisk, social og moralsk Nødvendighed«. Denne Betragtning fik fuldstændig Tilslutning af Professor Dr. Max Weber i Berlin, der erklærede, at den store Grunclbesiddelse ikke kunde opretholdes. »Grundadelen levede jo i den naive Bevidsthed, at Forsynet havde indrettet det saaledes, at Adelen var kaldet til at herske, og de andre paa Landet til at vise Lydighed. Mangelen paa Omtanke var jo en væ- sentlig Herskerdyd. Det er en spidsborgerlig Betragt- ning, der knytter Tronen og Alteret til den store Grund besiddelses og det lille Haandværks synkende Skuldre. Vel har vi endnu ikke for Tiden et stort- tænkende Proletariat, men den, der tvivler paa, at vi skal faa et klassebevidst, men vidtskuende Arbejder- ') Jævnfør Programmet I2te December 1890.