Frikonkurrencen Og Socialismen

220 Til given Tid opstaar der Uenighed mellem de herskende Klasser. Og de store Masser, som ved Daa- ben er forpligtede til Tro paa alle Kristnes Fællesskab, og som, — om de ikke husker andet, — i alt Fald husker det, at Kærlighed til Næsten er det store Bud i Loven, ser sig stillede overfor hverandre med skarp- ladte Geværer og rede til at jage hinanden Bajonetterne i Livet. Og paa begge Sider staar Præsterne og nedbeder Guds Velsignelse til Vaabenes Held: altsaa til Ned- slagtningen af det størst mulige Antal Medkristne! Den menneskelige Erkendelse skrider langsomt frem. Vi vil derfor aldeles ikke benægte, at der har været Mænd, som under de svundne Tider har kunnet gaa i Krigen med Følelse af et Kald fra Gud og i Jesu Navn kløvet Panden paa deres Modstandere. Men dette har ganske sikkert været Undtagelserne. Reglen har utvivlsomt været, at Krigshaandteringen er bleven valgt, åom den vælges af.det store F'lertal af profes- sionelle Krigere i vor egen Tid: som et Middel til at vinde økonomisk Fordel og forfængelig Ære! Der er sikkert ingen, der tør driste sig til blot at paastaa, at Flertallet af Officersaspiranterne gaar til deres Hverv med nogen anden eller højere Kærlighed til Fædrelandet end den, hvormed andre gaar til Ploven, Værkstedet eller Kontoret. Med Mulighed for at kunne tjene Brødet og vinde virkelig Anseelse paa anden Maade, med en højere udviklet sædelig Erkendelse maa det derfor ligge i selve Udviklingens Medfør, at bestandig flere Mennesker maa komme til det Standpunkt, hvorefter det maa blive dem en Samvittighedssag at afholde sig fra alt, hvad der falder ind under: Mord paa Medmennesker, Med- kristne. Allerede nu er der omkring i Landene et ikke ringe Antal Mennesker, der er saaledes stillede. Men de er saa godt som hjemløse i deres eget Fædreland. Idet frikonkurrencens Stat gennem den staaende Hær