Frikonkurrencen Og Socialismen

221 tvinger enhver Borger det skarpe Vaaben i Haanden og forpligter ham til at bruge det mod sin bedste Kammerat, sin mest elskede Ven, sin dyrebareste Tros- fælle, krænker den Individerne i deres helligste personlige Eje, i deres Samvittighed. Men Frikonkurrencens Stat maa gøre det. Kun det socialiserede Samfund vil være i Stand til at af- skaffe den staaende Hær og hidføre Fred mellem de civiliserede Folkeslag. Vel at mærke: blandt de civiliserede Folk. Over- for uciviliserede Folk erkender Socialismen, at Nødven- digheden tvinger til at gaa frem paa samme Maade, som der maa gaas frem overfor Stimænd og vilde Dyr: for at værge sig maa man slaa ned for Fode. Men lige saa lidt som det at værge sig med en Knortekæp overfor en gal Hund skal ophøjes og besynges som det udprægede Eksempel paa Heltemod, som en Hand- ling, der særlig kaster Glans over Livet, lige saa lidt skal Nødvendighedens Slaaen ned overfor barbariske Ind- fald, ophøjes som det store Eksempel til Efterfølgelse. Det er det fredelige Arbejde i Kulturens Tjeneste, der i det socialiserede Samfund skal have Æren og Berømmelsen. Der skal derfor heller ikke være nogen særlig Krigerstand, idet en saadan under alle Forhold staar mere som en Fare indadtil end som et Værn udadtil. For at faa det fornødne Værn imod mulige Angreb af Barbarer skal den staaende Hær afløses af en Folkevæbning, der i Farens Stund kan samle alle vaabenføre Mænd, som i øvrigt søger deres Idealer og tjener deres Land i Aandens og Haandens Værksteder til Fremme af Arbejdets /Ere og Interesser. Dette er den første store Mulighed, som vil kunne realiseres i den socialistiske Stat. Fra den tidligste Barndom skal Børnene opdrages til Forstaaelse af, at det ikke blot er kronede Hoveder men ethvert Menneske, der er helligt og ukrænkeligt. Hvad dette i Forbindelse med Betingelser for tilstrækkelig Ernæring og ordentlige