Frikonkurrencen Og Socialismen

252 Den overvejende Vægt, der nu lægges paa Tros- læren, maa herefter lægges paa de af Kirken svigtede sædelige Idealer, hvortil Jesus Kristus forpligtede alle sine Disciple. Det er det andet Udtryk for Kirkens Fald i vor lid og Aarsag til dens Vanmagt, at den har gjort Kristendommen til noget saa overaandeligt, at den kristelige Sædelære i den Grad er bleven stillet i Skygge, at der endog er Præster, som paastaar, at der slet intet findes,der med Rette kan betegnes som kristelig Etik! Her som overalt har saa den ene Yderlighed affødt den anden. Medens Theologien sætter Kristendommen i en bestemt Troslære, som afskærer Etiken, er der andre, der gør hele Kristendommen blot til en ny Etik. Begge Dele er lige fjærnt fra den Kristendom, som Jesus Kristus førte ind i Verden. Gennem alle hans Taler slynger sig Vidnesbyrdet om, at Kristendommen har de to Sider: hvad Menneskene skal tro, og hvad Menneskene skal gøre. Jesus fornyer det gamle Bud som Hovedbudet i al Religion: Du skal elske Herren Din Gud af dit ganske Hjærte, Sjæl og Sind, og Du skal elske Din Næste som Dig selv. I Overensstemmelse hermed giver han en Række Befalinger, som han forlanger, at hans Disciple skal opfylde. Den theologiske Prædken, der bestandig for- tæller, at Menneskene hverken kan eller skal gøre noget, idet det er Gud, der gør alt, er meget langt fra at være i Overensstemmelse med ham, der atter og atter indskærpede, at kun den bevarede Kærligheden, der opfyldte hans Befalinger, og som endnu i sin sidste Afskedsstund erklærede: »Gaar ud og lærer alle Folk og døber dem i Faderens, Sønnens og Helligaandens Navn, og lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet eder.«. r- -v kW