Frikonkurrencen Og Socialismen

254 »Jeg giver eder ny Befaling, at I skal elske hver- andre, som jeg elsker eder. Derpaa skal det kendes, at I er mine Disciple, at I har indbyrdes Kærlighed.« Denne Kærlighed skal være saa altomfattende, at Kristi Disciple endog ere pligtige til at elske deres — Fjender. Disse ny Forskrifter for det sædelige Liv skal op- fyldes derved, at enhver skal vise i Gerning, at »alt, hvad I vil, at Menneskene skal gøre imod eder, det gøre I imod dem.« Det højeste Formaal for hver enkelt skal derfor være at tjene sine Medmennesker, den største skal være alles Tjener. Fordringen om, at Storheden skal søges ved et Liv i Medmenneskenes Tjeneste, er saa afgørende, at Jesus paa den ene Side erklærer, at den hidtil blandt Menneskene anerkendte Storhed, som bestod i, at det ene Menneske herskede over det andet, »er en Vederstyggelighed for Gud«, og paa den anden Side forlanger det ny Tjenerideal saa strængt gennem- ført, at han endog efter Fodvaskningen erklærer, at »ligesom jeg har vasket eders Fødder, er I og skyldige at vaske hverandres Fødder, ti jeg har givet eder et Eksempel, at ligesom jeg gjorde eder, skal og 1 gøre.« Naar Menneskene gennem Troen paa Gud drog selve Himmelens Kræfter ned paa Jorden og brugte dem til at virkeliggøre de ny sædelige Idealer i Hjem og Samfund, saa vilde Guds Rige, hvis Frugter er Fred og Glæde, og hvori ingen behøver at bekymres for dagligt Brød, vokse frem og udbredes i Verden. Den himmelske Fader ved, hvad Menneskene har behov, som han kender de Fornødenheder, Himlens Pugle og Markens Liljer har. Og han har indrettet Verden saaledes, at der er rigeligt af dagligt Brød til alle, naar kun hans Gaver fordeles efter Retfærdighedens og Kærlighedens Fordringer. Men Virkeliggørelsen af disse Idealer vil koste Kamp. Modstanden vil særlig komme fra to Klasser: fra de rige og fra — Theologerne.