Frikonkurrencen Og Socialismen

2ÖI Modenhed, at det sociale Fællesskab kan virkeliggøres, først med Socialismen er der kommen Klarhed over, under hvilke Former Fællesskabet skal føres ud i Livet. Men hvad de Kristne alle Dage har kunnet, og hvad de fra Begyndelsen gjorde, det var uden Afslag at hævde de sædelige Idealer. Selv den mildeste af alle Apostlerne, Johannes, ud- taler de skarpe Ord: »Hvem, der siger, jeg kender ham og holder ikke hans Bud, han er en Løgner, og i ham er ikke Sand- hed. Hvem der siger, at han bliver i ham, han er skyldig til at vandre, som han vandrede«. »Derpaa har vi kendt Kærligheden, at han har sat Livet til for os,; ogsaa vi er skyldige at sætte Livet til for Brødrene«. Det var ved i denne Aand at virke for Opfyl- delsen af Jesu Befalinger, at den saakaldte Nazaræer- sekt*) gjorde Oprør over hele Verden. Der var sat en ny aandelig Værdi ind i Verden. Og der blev arbejdet med det betroede Pund. Medens vore Dages Theologi gør sig skyldig i den Stagnationens for alt levende forfærdelige Synd, som er skildret i Lignelsen om Talenterne, hvor den utro Husholder som Straf for at grave sit Pund i Jorden kastes ud, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel, gik hine Dages Kristne frem som Udviklingens Mænd og Kvinder, der ar- bejdede med de overdragne Værdier og gjorde sejrrige Erobringer, hvorfor de med de tro Tjenere kunde leve i Forjættelsen om at gaa ind til deres Herres Glæde. Det var ved dette ny Liv i Aandens Kraft, at Kristendommen i de første Aarhundreder frembragte en Verdensrevolution. De Kristnes Tro generede ikke umiddelbart de mægtige Romere, der i vid Udstrækning anerkendte Trosfriheden. De Lande, som Romerriget undertvang, fik Lov at beholde deres egen Tro og de forskellige *) Apostlernes Gerninger 24—5.