Købmandens Haandbog

VI Handelens Vilkaar og Væsen de store Produktionsmængder paa de smaa Aftagere. Det er klart, at denne Samfunds- gerning som al anden kræver et Vederlag og altsaa kun kan ventes gjort, naar dens Udøvelse er indtægtsskabende. DEN MODERNE PRODUKTIONS VÆSEN. Det er overhovedet af stor Vigtighed at holde sig for Øje, hvor vidtrækkende øko- nomiske Følger der flyder af den Omstændighed, at Produktionens Proces kræver Tid. Navnlig i vore Dage spiller dette Forhold saa stor en Rolle, fordi næsten al Produktion under moderne Former er en Produktion ad Omveje. Eller rettere sagt: som Følge af Arbejdsdelingens og Teknikens Fremadskriden opløser Produktionen af den enkelte Forbrugsgenstand sig i en stedse større Række af paa hinanden følgende Led. Mellem Kaareavleren og Klædefabrikanten, mellem Jernværksejeren og Staalvarefabrikanten og atter videre til Lokomotivbyggeren, mellem Kobberminen og Elektricitetsindustrien skyder sig en hel Række af Producenter ind som Mellemled. Som Regel bliver endog det tek- niske Resultat bedre, jo flere Led og længere Vej Produktionsprocessen bestaar af eller maa bruge. Men med Produktionsprocessens Forlængelse følger ogsaa en Forlængelse af den Tid, der medgaar indtil Produktionens tekniske Fuldendelse. I al den Tid skal de mange Mennesker, som har Beskæftigelse paa hvert enkelt Trin af Produktionens fremadskridende Proces, leve, ernære sig og sine. Og paa samme Maade maa det eller de Samfundsmedlemmer, som har stillet de fornødne Raa- og Hjælpestoffer, Maskiner og Redskaber til Raadighed eller som m. a. O. har overladt Produktionen den til denne nød- vendige Kapital, have et Vederlag for denne deres Medvirkning til Produktionen. KAPITAL OG KAPITAL RENTE. Ved Kapital forstaar man overhovedet alt, hvad der tjener som Middel til Frembrin- bringelsen af ny økonomiske Værdier (Indtægter). Kapitalens Betydning for Produktionen bliver straks klar, naar man betænker, hvor lidt den menneskelige Arbejdskraft i sig selv forslaar til at udrette selv det simpleste Arbejde, hvorledes den saa at sige altid maa støttes ved Anvendelsen af Værktøj, Redskaber osv. — hvorhos forøvrigt ogsaa Mennesket selv behøver Ernæring, medens det arbejder. Nu vel, det er disse Redskaber, dette Værktøj (efter enkelte Nationaløkonomers Mening ogsaa Arbejdernes Ernæring), som i Nationaløkonomien kaldes for Kapital. Materialet ligeledes. Det er vel saa, at de Stoffer, det Materiale, paa hvis Bearbejdelse Arbejdskraften i det enkelte Tilfælde rettes, kan siges at være ydet af Naturen, men dette er selvfølgelig ikke saadan at forstaa, at man uden videre kan hente f. Eks. sit Træ fra Naturens Skød. Under den nuvæ- rende Samfundsordning ejes Skoven af denne eller hin Privatmand, og Træet maa derfor tilbyttes for andre nyttige Genstande (d. v. s. købes). For Snedkeren, som køber Træet, bliver derfor Træet ligesaa fuldt som hans Høvl og Sav et Produktionsmiddel d. v. s. Kapital. Overlader da den, som saaledes ejer Kapital, denne til Andenmands Brug, saa at den kan anvendes til den Paagældendes egen Produktion, maa han have et Vederlag til Gengæld, ej alene fordi han hjælper den anden, men fordi han selv opsætter sit eget Forbrug. Men Renten er ikke blot paa denne Vis et Vederlag for Kapitalistens »Afsavn« af Kapitalen i den paagældende Tid. Det afgørende er, at han giver Afkald paa en Ny- delse i Nuet, og en saadan har nu en Gang en større Værdi for Mennesket end det Fremtidens Forbrug, for hvilket Produktionen arbejder. En af Livets mest iøjnespringende Forskelle er nemlig Forskellen mellem Nutidens og Fremtidens Fornødenheder — og just paa Menneskets Vurdering af denne Forskel beror Rentens Tilstedekomst og Berettigelse. Et Glas 01, som rækkes den Tørstige i det Øjeblik, han vansmægter, har større Værdi, d. v. s. vurderes uvilkaarligt højere end det Glas 01, der loves ham i Morgen eller om otte Dage. Først naar dette »eventuelle«