Købmandens Haandbog

X Handelens Vilkaar og Væsen Denne sidste Omstændighed, at man for Ting, hvoraf man har en vis Overfk d og derfor mindre Brug, kan tilbytte sig andre Ting, som man kan have mere Nytte af, føle mere Trang til, paavirker ganske naturlig Ens Vurdering af de Ting, igennem hvis Bortbytning man saaledes kan erhverve sig de Forbrugsgoder, man attraar. Ved Siden af Tingenes Brugsværdi fremkommer paa denne Maade en Bytteværdi, der er be- stemt af, hvad man kan tilbytte sig for den paagældende Ting. Hvor meget af en vis Vare, man vil give i Bytte for et bestemt Kvanlum af en anden Vare, afhænger selvfølgelig af, hvorledes man fra Brugsværdiens Standpunkt vur- derer dem begge i deres indbyrdes Forhold, men skal der komme et Bytte i Stand, vil naturligvis Ombytningsforholdet komme til at afhænge af begge de ombyttende Parters Vurdering. De Enkeltes subjektive Vurdering kan nu være nok saa forskellig — i et Samfund, der som vort moderne er bygget op paa en Arbejdsdeling og deraf følgende Ombytning, danner der sig til ethvert bestemt Tidspunkt et bestemt Forhold, i hvilket en Vare om- byttes med andre. Dette Forhold betegnes som Varens Markedsværdi, og naar denne udtrykkes i Penge, har vi Varernes Pris. I vore Dage foregaar Vareomsætningen saa at sige aldrig paa den Maade, at Varer direkte ombyttes med Varer: Varer sælges mod Penge, og for disse Penge købes atter andre Varer, og derved faar altsaa Varernes Bytte- værdi Udtryk gennem deres Pris, d. v. s. den Pengesum, der udbetales for dem. I den moderne Samfundsomsætning dannes som Regel en Markedspris ved en Ud- jævning af Køberens og Sælgerens Værdifordringer. I de fleste Tilfælde — for de paa Verdensmarkedet udbudte Varer altid — vil der staa en Række indbyrdes konkurrerende Købere overfor en Række indbyrdes konkurrerende Sælgere. Den af disse Sælgere, der vil sælge sin Vare til den billigste Pengeværdi, og den af disse Købere, der vil købe den paagældende Vare til den højeste Pengeværdi, bestemmer da Ydergrænserne, inden- for hvilke Prisen maa falde, og denne danner sig i det Øjeblik, den højstbydende Køber og den billigste Sælger naar hinanden. Hvis den billigste Sælger disponerer over en saa stor Varemængde, at samtlige Købere kan faa deres Behov dækket hos ham, vil hans Udbud blive bestemmende for Prisen. Er der derimod Købere til flere Varer og til højere Bud, vil Prisen blive højere, og det kan da efter Omstændighederne blive den næstbilligste, trediebilligste, fjerdebilligste Sælger, hvis Salgspris gør Udslaget. Saafremt omvendt den til Salg udbudte Varemængde ikke er stor nok eller kun lige nok til at dække den højstbydende Købers Behov, er det ham, som bliver bestemmende for Prisen. Er den udbudte Varemængde derimod større, og der er Sælgere, som er villige til at sælge til lavere Pris, vil det efter Omstændighederne kunne blive anden, tredie, fjerde osv. Køber, hvis Pris bliver den afgørende. Saalænge der paa et Marked er Købere, der ikke har faaet deres Behov dækket, skønt de er villige til at gaa endnu højere med Prisen, vil denne stige — og omvendt synke, saalænge der endnu er Sælgere, der ikke har faaet solgt ud, skønt de er villige til at sælge Resten til lavere Priser. Gen- nem alle disse forskellige Bud og Udbud fæstner der sig efterhaanden en Pris, og naar denne gives Udtryk i en officiel Notering, reguleres ofte Dagens efterfølgende Køb og Salg til eller efter denne Pris. Man plejer at udtrykke alle disse forskellige Bestræbelser eller Forsøg fra Købernes og Sælgernes Side paa at finde sig frem til en med samtlige deres Interesser stem- mende, almengyldig Markedspris i en kort og bekvem Formel, idet man siger, at Mar- kedsprisen afhænger af Forholdet mellem Udbud og Efterspørgsel. Knapt Tønde, han f. Eks. kan anvende til Fodring af sine Husdyr. For hver Tønde, han har derudover, synker Værdien af dette Maal og derigennem af det samlede Forraad. Dettes Værdi bestemmes saaledes af Betydningen af den Nytteanvendelse, som er den mindst vigtige af samtlige de Nytteanvendelser, Forraadets Størrelse overhovedet til- lader. Denne Nytte af Forraadets sidste Kvantum, den Del af Forraadet, der kommer sidst, inden Forraadet er op- brugt, kalder man for Grænsenytte — og Tingenes subjektive Værei kan altsaa kortelig siges at bestemmes af deres Grænsenytte. Denne er selvfølgelig atter bestemt af Antallet og Vigtigheden af de Fornødenheder, der kræves tilfredsstillede, paa den ene Side — og Størrelsen af det til Raadighed staaende Forraad paa den anden Side.