Købmandens Haandbog

XII Handelens Vilkaar og Væsen saasom Karteller eller Tarifkonventioner, begrænse deres samlede Produktion og derigennem Udbudet eller enes om at fastholde visse Salgspriser, hvorunder ingen af dem maa gaa. Ogsaa mellem de Købmænd, der videresælger Produkterne, kan saadanne Prisaftaler sluttes og derigennem den indbyrdes Konkurrence begrænses. Det sker netop ofte, naar Konkurrencen efterhaanden har antaget saadanne Former eller naaet et saa- dant Omfang gennem stadig gensidig Underbydning, at Salgspriserne ikke længer levner nogen nævneværdig Avance. I Detailhandelen vil de fleste Priser gennem længere Perioder bestemmes efter Varernes Indkøbspriser, altsaa de Priser, Detaillisten maa betale sine Leverandører (Gros- sister og Fabrikanter), hvortil han maa lægge Omkostningerne ved Forretningens Drift, Udgifterne til Husleje, Butiksudstyr, Personale osv. Hertil kommer endelig, hvad han selv mener at maatte tjene, og i saa Henseende gælder det om, at der i Standen er en saa selvbevidst Vurdering af dens egen daglige Gernings Samfundsnytte, at den ikke i sine F ordringer til Livet — saaledes som det ofte kan iagttages ikke mindst i større Byers F attigkvarterer — lader sig af den indbyrdes Konkurrence trykke ned til et altfor beskedent Lavmaal. Paa den anden Side er mange Udsalgspriser i Detailhandelen saa- ledes fæstede gennem Skik og Brug og Kundernes Vane, at der herigennem øves en stærk Gnidningsmodstand mod nedadgaaende Bevægelser, hvad der ikke helt sjælden tillader Detaillisten ai tage en forholdsvis klækkelig Avance for denne eller hin Vare. Herved kan der ofte noget bødes paa den bristende Fortjeneste ved alle de saakaldte Skilte varer, der for Reklamens Skyld sælges overdrevent billig, maaske endog uden Avance, idet Detaillisterne, for at drage Kunderne til sig, gensidig slaar Priserne ned for hverandre. PENGE. Allerede tidlig har man gjort den Iagttagelse, at visse Varer lettere lod sig afsætte end de fleste andre, idet der overfor Udbudet af dem stedse stod en stor, nogenledes konstant og købedygtig Efterspørgsel. Dette gjaldt saaledes Kvæg* hos Hyrdefolk, Pels- værk hos Jægerfolk, Vadmel paa Oldtidens Island, The i Kina. For hver den, som bragte mindre let afsættelige Varer paa Markedet, laa det da nær at søge disse ombyt- tede med hine, hvorved han vel ikke straks og umiddelbart opnaaede sit Formaal — at erhverve de Varer, han selv behøvede og derfor søgte at tilbytte sig — men til Gen- gæld fik et bedre Købemiddel i sin Haand, vandt en sikrere Udsigt til at naa sit egentlige Maal bekvemmere og paa mere fordelagtig Vis end ved at indskrænke sig til at søge sin Overflod direkte ombyttet med sit Behov. En saadan Vare, som alle vil have, for hvilke alle vil give deres .egne Varer i Bytte, fordi de igen for denne Vare kan købe alle de Varer, de har Brug for, har allerede vore Forfædre kaldet Penge. I vor Tid forbinder man tillige med dette Ord (Begreb) den Forestilling, at Penge, hvad enten de fremtræder i Form af Mønt (d. v. s. prægede Metalstykker) eller Papir (-Anvisninger), selv ved en af Staten godkendt Paaskrift an- giver, for hvor mange Værdi-Enheder der kan fordres givet andre Varer (eller Værdier) i Bytte for dem (d. v. s. hvor meget de gælder, hvorfor »Penge« ogsaa paa Tysk hed- der »Geld« af Verbet: gelten). Derigennem bliver Penge en fælles, en General-Nævner for alle Varers forskellige Værdi — den enkelte Vare-Sælger eller Vare-Køber behøver ikke at kende Varens Værdiforhold til alle mulige andre Varer, men kun dens Værdi i Penge. Det læres ofte om denne Pengenes Funktion som Værdimaaler, at Varernes Bytte- værdi maales med Pengenes Bytteværdi: Pengenes Bytteværdi anses som en paa For- haand bekendt Størrelse, hvorimod alle øvrige Varer, der omsættes i Verden, har en os ubekendt Værdi, som først fastsættes gennem Pengenes Værdimaaling. Denne Opfattelse beror imidlertid paa det Fejlsyn, at en Tings Bytteværdi er en ♦Romernes Ord for Penge: pecunia kommer af pecus, Kvæg.