Købmandens Haandbog

XIV Handelens Vilkaar og Væsen Salg paa Grundlag af allerede givne (noterede) Markedspriser, kan der med nogen Ret tales om en forudgaaende Maaling af Varernes Bytteværdi. Til Udmøntning af Penge har Menneskeheden allerede i Aartusinder brugt saa- kaldt ædle Metaller (Guld og Sølv). Fra Oldtidens Dage har de været attraaede i alle Samfund paa Grund af deres Anvendelighed til Smykker og Prydelser og derfor ogsaa lige fra først af været Genstand for den stabile Efterspørgsel, der, som vi ovenfor saa, gør en Vare i fremtrædende Grad brugelig til at være Penge. Da sam- tidig deres Forekomst var ret sjælden, havde de tilmed i sig selv en høj Værdi i For- hold til, hvad de vejede og fyldte, og lod sig derfor let og bekvemt føre med fra Sled til Sted. Hertil kommer endelig deres Varighed (de slides kun lidt og langsomt), deres Delelighed og Letformelighed. Brydes en Diamant, er Stumperne værdiløse, dens Værdi ligger netop i Enheden — et Stykke Guld eller Sølv kan deles i f. Eks. 10 eller 20 Dele, og hver Del har saa netop samme Værdi som de andre 9 eller 19 Dele og nøjagtig Vio eller Vso af det oprindelige Stykkes Værdi. Alle disse Egenskaber har først skabt og siden sikret Guld og Sølvs Benyttelse som Mønt-Slof, og i et Sprog som Fransk er derfor ogsaa Betegnelsen paa det ene af disse Metaller (Sølvet) bleven ens- betydende med Penge (begge hedder argent). Det er som Hoved mønt, de er bievne anvendte, medens der benyttes Kobber, Bronze, Nikkel o. lign, til saakaldt Skillemønt (ø: saadanne mindre Mønter, der bruges til Smaabetalinger Da^en igen- nem og derfor kræver et mindre kostbart Møntmateriale for ikke at blive for sniaa, lige- som de overhovedet ikke behøver at rumme deres paalydende Metalværdi, fordi deres Værdi beror paa, at de fremtræder med Slatens Garanti for at være (Værdi-) Dele af Hovedæenten, altsaa blot henvise til og derved bæres af dennes Metalværdi). Op- rindelig var Sølvet det af de tvende Metaller, der hyppigst blev anvendt, Guld var endnu for sjældent. Først efter Midlen af forrige Aaihundrede gør de store Guldfund i Californien og Avstralien — hvortil der for en Menneskealder siden føjede sig Opdagelsen af lignende store Guldminer i Sydafrika og Nordamerika (Alaska) — det gule Metal til Favorit, og i vore Dage har i de fleste internationale Betalinger Guldet afløst Sølvet, ligesom ogsaa Guldmøntfoden i de fleste Lande udenfor Asien har afløst gamle Dages Sølvmøntfod (under hvilken Guld kun brugtes undtagelsesvis ti] Fremstillingen af særdeles kostbare og værdifulde Monier saasom Dukater). Selv i den saøkaldfe latinske Møntunion (se Side 403), hvor der ifølge Loven skal herske Dobbelt- møntfod (o: udmøntes baade Guld- og Sølvmønter i et indbyrdes konstant Værdifor- hold imellem de to Metaller, nemlig 1: löVs), har man ved at stanse den frie Sølv- udmøntning faktisk ogsaa slutlet af med Sølvets Fremtidsanvendelse. Naar et Metal er akcepteret som Møntsiof ø: som Bærer af Pengeværdien, er det nemlig af stor Vigtighed, at dets Værdi forbliver nogenledes stabil. Det har hidtil i Aarhundreder været et Fortrin ved Sølvet, at den aarlige Produklionsforøgelse forslog saa lidt i Forhold til den allerede tilstedeværende Mængde, at Metallets Værdi ikke eller dog ikke synderlig paavirkedes af denne stadige Aarstilvækst — saa meget mindre som den jævnt tiltagende Omsætning jo dog altid krævede nogen Forøgelse af Pengemæng- den. I forrige Aarhundrede lykkedes det imidlertid baade at opdage saa rige Søhminer og forbedre Udvindings Processens Teknik saa væsentlig, at paa een Gang den aarlige Produktions-Mængde steg stærkt og Produktionsomkostningerne paa den anden Side for- mindskedes stærkt, hvoraf Følgen ret naturligt blev et saa mægtigt Fald i Sølvets Værdi, at det gav Stødet til den alt ovenfor nævnt almindelige Overgang til Guldmønt- foden. Naar nemlig Pengenes Værdi saaledes synker pludselig og stærkt, skal der altsaa flere Penge til for at købe den samme Vare end hidtil, Varerne bliver altsaa omvendt saa meget dyrere o: Varepriserne stiger. Da en Mængde Indtægter i Samfvn-