Danmarks Spiselige Svampe; Deres Dyrkning Og Anvendelse 1906

14 ratur kun af nogle ganske faa Svampe.*) Det er der- for naturligvis først og fremmest af Vigtighed at lære disse sikkert giftige Arter nøje at kende, for at man kan undgaa dem. Men da der er Udvalg nok af gode og sikkert uskadelige Svampe, vil jeg principmæssigt i det Følgende ikke tilraade at spise nogen Svamp, som ikke af alle Forfattere erklæres for uskadelig. De farligste Giftsvampe hører til Slægten Fluesvamp (Amanita) og blandt disse maa især nævnes den løg- knoldedede Fluesvamp (Amanita phalloides) som Gift- svampen par excellence, der vel er Aarsagen til mindst de 9/io af alle Svampeforgiftninger. Grunden hertil er den, at den i ung Tilstand kan have nogen Lighed med unge Champignoner, med hvilke den ofte vokser Side om Side i Skovene. Længere hen vil findes saa- vel Beskrivelse som Afbildning af denne, den farligste af alle Giftsvampe. Den indeholder et meget stærkt virkende Giftstof, som man har givet forskellige Navne, uden at man dog endnu kender dets kemiske Egen- skaber tilstrækkeligt. Det Farligste ved Forgiftninger med denne Svamp er, at Forgiftningssymptomerne som oftest først optræder lang Tid (7, 12, ja 24—30 Timer) efter Maaltidet. Det vil da som oftest være umuligt at fjerne Giften fra Maven ved Brækmidler eller ved Maveudskylning, og den vil da allerede være gaaet over i Blodet, hvorfra den ikke kan fjernes. Sygdoms- tilfældene viser sig dels ved voldsomme Underlivs- smerter, Diarrhoe og Opkastning dels senere ved meget alvorlige Hjernetilfælde (Døsighed, Kramper m. m.), som ofte medfører Døden. *) Husemann nævner som egentlige Giftsvampe kun Amanita muscaria, phalloides og dens Varieteter, pantherina, Russula emetica og foetens, Hebe- loma fastibile og crustuliniforme, Inocybe rimosa, Boletus luridus og satanas samt Gyromitra esculenta, d. e. i Alt 11 Arter, hvoraf en (Boletus satanas) ikke findes her i Landet, og en (Gyromitra esculenta) er meget sjælden.