Danmarks Spiselige Svampe; Deres Dyrkning Og Anvendelse 1906

16 den røde Fluesvamp hverken er nær saa lumsk, ej heller fuldt saa farlig som den løgknoldede Flue- svamp, skal man dog tage sig i Agt for den. — Det samme er Tilfældet med Panterfluesvampen (Amanita pantherina), som ogsaa skal indeholde Muscarin og af de fleste anses for meget giftig, medens dog enkelte opfører den som uskadelig. — Af Fluesvampe vil jeg endnu kun nævne den kugleknoldede Fluesvamp (Ama- nita mappa). Denne anses af nogle for en Varietet af den løgknoldede F., hvilket absolut ikke er rigtigt, idet den baade i botanisk Henseende afviger fra den og navnlig med Hensyn til Giftvirkning viser en paa- faldende Forskel. Den virker saaledes slet ikke giftigt paa Frøer, medens den løgknoldede F. dræber dem under meget udtalte Forgiftningssymptomer. Udenfor Fluesvampenes Slægt findes kun nogle ganske faa Giftsvampe, som fremkalder lignende Forgiftnings- symptomer som den røde Fluesvamp, og som sand- synligvis ogsaa for de flestes Vedkommende indeholder Muscarin. En i mange Hensender meget interessant Giftsvamp, som her til Lands er meget sjælden, er den „spise- lige" Stenmorkel (Gyromitra esculenta). Denne Svamp benyttes i Udlandet meget som Fødemiddel (esculenta betyder spiselig), men undertiden fremkalder den vold- somme og farlige Masseforgiftninger. Man var længe i Uvished om, hvorledes dette kunde forklares, at en Svamp, der i Reglen var uskadelig, til Tider kunde blive farlig, indtil nogle Videnskabsmænd (Ponfick, Bostrøm og Boehm) ved en Række Forsøg godt- gjorde, at Svampen altid indeholder et meget stærkt Giftstof („Helyellasyre'1 har man kaldt det), men at dette kan udtrækkes ved kogende Vand og destrueres ved Tørring. Dette svarer ogsaa til Erfaringerne, idet