Danmarks Spiselige Svampe; Deres Dyrkning Og Anvendelse 1906

20 at Forraadnelsen hos disse har været saa fremskreden, at den gav sig til Kende ved ilde Lugt eller Smag, Paa den anden Side indeholder ikke alle fordærvede Varer giftige Ptomainer, ellers vilde det næppe være en saa almindelig Skik (eller rettere Uskik) at nyde Vildt, som har hængt saa længe, at det ligefrem stin- ker af Raaddenskab. — Men som sagt, der kan ud- vikle sig saadanne Stoffer, og Svampene med deres store Kvælstof- og Vandmængde er maaske noget mere tilbøjelige dertil end andre Plantestoffer. Men Faren kan sikkert undgaas ved kun at bruge friske og gode Eksemplarer, hvorom nærmere nedenfor. — Muligvis hidrører ogsaa en Del af de omtalte „For- giftninger“ med spiselige Svampe ikke fra den spise- lige Svamp, men fra giftige Arter, som ved Uagtsom- hed er komne mellem de spiselige. Hvis saaledes f. Eks. blot en eneste løgknoldet Fluesvamp er kommet i en Ret Champignons, er den tilstrækkelig til at fremkalde alvorlige Forgiftningstilfælde hos samtlige Deltagere i Maaltidet. Paa denne Maade kan det ske, at gode spiselige Svampe kan komme i Miskredit. Dernæst kan uden Tvivl mange af disse „Forgift- ninger“ forklares som simple Fordøjelsesforstyrrelser, opstaaede ved, at man har spist for meget af Svam- pene, thi disse er, som ovenfor sagt, ikke let fordøje- lige, og enkelte Mennesker har, hvad man kalder Idio- synkrasi for dem, saaledes som det kan ses ogsaa med andre Næringsmidler (Hummer, Reier, Krebs, Fisk, Jordbær m. m.). Endelig har vistnok den ovenfor omtalte „spiselige" Stenmorkel bidraget sit til at udbrede Skræk for alle spiselige Svampe. Det var jo en ret afskrækkende Er- faring, at en Svamp, der i Reglen var uskadelig og god, til Tider kunde fremkalde voldsomme Forgiftnings-