Danmarks Spiselige Svampe; Deres Dyrkning Og Anvendelse

21 tilfælde, og inden Sagens Sammenhæng opklaredes (se ovenfor), var det en almindelig Antagelse blandt Toxicologer, at det samme kunde være Tilfældet med alle spiselige Svampe. Nu har jo de omtalte Forsøg af Ponfick, Bøhm og Bostroem godtgjort, at den „spise- lige“ Stenmorkel i Virkeligheden er en Giftsvamp, som dog ved passende Fremgangsmaader kan berøves sit Giftstof og gøres uskadelig. En anden med denne nær beslægtet Svamp, den spiselige Morkel (Morchella esculenta) angives undertiden ogsaa at kunne inde- holde et lignende Giftstof, men dette beror rimeligvis paa en Forveksling, idet Navnet Morkel særlig af tyske toxicologiske Forfattere bruges i Flæng om alle disse nær beslægtede Arter, ogsaa om Stenmorklen. Ogsaa en Del Mælkehatte indeholder skarpe, giftige Stoffer, som kan udtrækkes med kogende Vand. Mulig- vis kan ogsaa nogle af de ovenfor omtalte giftige Pto- mainer opløses i kogende Vand, og det er derfor en gavnlig Forsigtighedsregel før Brugen at udtrække Svampene med kogende Vand, selv om man derved maaske berøver dem lidt af deres Smag. Ved Sten- morkler, Morkier, Mælkehatte og flere andre Arter, som i det Følgende skal nævnes, bør dette altid gøres. Ved andre Svampe er det maaske overflødigt, naar man er sikker paa ikke at have faaet giftige Arter med og kun at have unge, friske og gode Eksemplarer. Af Stenmorkler, Morkier, Mælkehatte etc. bør man af samme Grund ikke tilberede Svampesupper. Naar jeg nu i Korthed skal sammenfatte det oven- for omtalte om Svampeforgiftninger, saa tror jeg, at det bedst kan udtrykkes ved følgende Hovedregler til Forebyggelse af Svampeforgiftninger: 1) Lær nøje at kende de giftige Arter og vær for- sigtig ved Indsamlingen. Undersøg hvert Eksemplar