Danmarks Spiselige Svampe; Deres Dyrkning Og Anvendelse

50 ofte med takket Rand. I fugtigt Vejr udsveder de vand- agtige Draaber. Stokken er fast og tyk, hvid, fint skæl- let i Toppen. Den lugter af Ræddiker og anses af de fleste for giftig. 18de Slægt: Champignon (Psalliota). Hos denne Slægt findes intet Fællessvøb, altsaa in- gen Skede ved Stokkens Grund men derimod et indre Svøb, som efterlader en Ring paa Stokken. Hattens Kød er skilt fra Stokkens. Bladene frie, først hvidlige, senere rødlige, chokoladefarvede og sorte. Sporestø- vet mørkt purpurfarvet, næsten sort. Slægten indehol- der nogle af vore bedste spiselige Svampe. Der er flere Arter, som alle er spiselige, men de grupperer sig i det væsentlige om 2 Hovedarter. 1) Mark-Champignon (P. campestris L.) (se Fig. 21.) (den kaldes ogsaa ofte den „ægte“ Champignon, sikkert med Urette, da de andre Arter er lige saa gode). Hatten er fladt hvælvet, 5—6 ctm. i Tvermaal, snart hvidlig, snart brun eller graabrun, fnugget skæl- let. Overhuden løsnes let. Ringen fæstet lidt over Mid- ten af Stokken, snart tynd og svagt udviklet, snart tyk- kere og uldagtig laadden. Stokken er tæt og ikke knol- det ved Grunden. Kødet først hvidt men bliver let rød- ligt efter Brud. 2) Ager Champignon (P. arvensis Schaeff.) (se Fig. 22.) er i Reglen noget større og har længere, tilsidst hul Stok, som er knoldet ved Grunden. Baade Hat og Stok er hvide eller gulhvide, oftest svagt silkeglin- sende, bliver gullige ved Berøring. Hatten først klokkeformet med flad Top, senere flad og udbredt. Bladene først hvide senere rødlige, tilsidst sortebrune. Ringen sidder højt oppe paa Stokken og bestaar af to Lag, et indre glat og et ydre, som er straaleformet lap- pet og fliget. Kødet holder sig uforanderlig hvidt.