Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-90
EN HISTORISK FREMSTILLING

Forfatter: Adolf Bauer

År: 1890

Forlag: Haandværkerforeningen

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 188

UDK: 338.6(489) Haan Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000071

Emne: UDGIVET AF FORENINGEN I ANLEDNING AF DENS HALVTREDSAARIGE JUBILÆUM

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 206 Forrige Næste
99 i November 1855 i Anledning af Dyrtiden, udtalte kun, at det var hans Vilje med sit samlede Ministerium at tage under Overvejelse, „hvad der med Hensyn paa de høje Priser paa Kornvarer maatte være at foranstalte“. Men allerede den 4de November, Dagen efter at det kgl. Reskript var blevet bekjendtgjort, fandt en Demonstra- tion Sted, der pludselig forandrede Situationen og med Et bragte Næringsspørgsmaalet frem i første Række. Der var saa længe baaret Tønder til Baalet, at dette i et Nu flammede op, og Branden slukkedes ikke, før i 1857 Byg- ningen helt var fortæret. Det var Arbejderforeningen, der var stiftet i 1853, som gav Anledningen, og den Mand, som tog Ordet paa dens Vegne, var C. V. Rimestad. der derved traadte frem i første Række blandt Forkæmperne for Næringsfriheden. Den nævnte Forening havde i langvarige Diskussioner beskjæftiget sig med Næringsspørgsmaalet, og som Resultat af disse ind- gav den paa den nævnte Dag en Arbejderadrésse til Re- geringen, hvori den erklærede, at det var dens „Overbevisning, som deles af den allerstørste Del af de i Sagen Interesserede, at den væsentligste og eneste varige Hjælp, Regeringen kunde yde den arbejdende Befolkning til at forhindre Arbejds- løshed og imødegaa Dyrtid, var en snarest mulig gjennem- ført Reform i Næringslovgivningen, en Reform, der gav større Frihed,, en videre Mark for den Enkeltes Kræfter, der nu ved saa mange Indskrænkninger og Baand forhindredes fra at virke paa den Maade, i det Omfang, og med det Ud- bytte, som de under friere Forhold kunde til stort Gavn for den Enkelte og for det Hele“. Til Trods for disse •Præmisser vovede Foreningen dog ikke at drage den.