Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-90
EN HISTORISK FREMSTILLING

 - 119 - Den 1ste Oktober blev Lovforslaget indbragt i Fol- ketinget, og „saavel det Svar, Ministeren gav Deputa- tionen, der overbragte Adressen, som Formodningen om, at Hs. Excell. vilde undlade at fremlægge for Rigsdagen dette Aktstykke“, bragte Komiteen til den Beslutning selv at til- stille Rigsdagen sin Protest. Dette skete ogsaa, og Protesten blev da ledsaget af en speciel Henvendelse,- hvori Handels- og Haand værkerstanden udtalte, at den „var beredt til at understøtte og fremme alle gode og nyttige Reformers Gjennemførelse“, men samtidig erklærede den sig „paa det Bestemteste imod Alt, hvad der skal bevirke en Kuldkastelse af de nuværende Næringsbestemmelser, for hvis Nødven- dighed ogsaa aldeles Intet foreligger“. Adressens Underskrivere talte imidlertid for døve øren. Under de langvarige Forhandlinger i Rigsdagen, hvor Kampen navnlig stod om Duelighedsprøverne, vare Næringsfrihedens Venner i Majoritet, og de søgte, som allerede nævnet, saa meget som muligt at svække Adressens Betydning. Naar det i den særlige Henvendelse til Rigsdagen var gjort gjæl- dende, at „Næringsstandens Formening i en Sag, der er dens egen, først skulde afæskes den“, saa lyder det næsten som et Svar herpaa, naar Otto Müller under Forhandlingerne i Folketinget erklærede, at „Haandværkernes egen Stemme i denne Sag er tvetydig og usikker, thi man kan ikke være Dommer i sin egen Sag“. Haand værkerstandens Komité maatte da se sig om efter andre Maader, hvorpaa den kunde føre sin Sag igjen- nem. Den synes en Tid at have sat sit Haab til, at Rigsdagen vilde blive sluttet, forinden Lovforslagets Be- handling var bleven tilendebragt, i hvilket Tilfælde man i det