Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-90
EN HISTORISK FREMSTILLING

10 der som Olufsen klage over Haandværkernes Mangel paa Smag og paa Sans for Arbejdsraskhed, over deres maade- lige Produkter m. m., maatte dog indrømme, at der var Fremgang. Ved Slutningen af det foregaaende Aarhundrede kunde man ikke finde et eneste hjemmegjort Stykke i en Isenkræmmers Butik, men i 1819 kunde der anføres en hel Fortegnelse over saadanne Gjenstande. Med Fremgangen voxede ogsaa Selvstændighedsfølelsen hos Haand værkerne, og den mødtes med Anerkjendelse af Tiden. Medens endnu i 1796 Hof- og Stadsretsassessor Fr. Winkel-Horn havde foreslaaet Oprettelsen af et særligt In- stitut for Haandværkere, hvori en Mand trygt kunde lade sine Sønner oplære i et Haandværk „uden at de skulde ud- sættes for at spilde deres Ungomsaar og fordærve deres Mo- ralitet“, udgik der nu en Opfordring til Forældre og Værger af de højere Stænder om at sætte deres Sønner i Haand- værkslære, og denne Opfordring blev ogsaa efterkommet. Den største Anerkjendelse var dog den, som selve Forord- ningen af 21de Marts 1800 ydede Haandværkerne, idet Kongen „for- at hædre Haandværkerne“ og „til desmere Udmærkelse for denne udmærkede Klasse af Borgere“ bestemte, at naar der blev Pladser ledige mellem Stadens 32 Mænd, skulde Halvdelen af disse besættes med „Kunstnere, Fabrikører eller Haandværkere“ — hvilke Udtryk alle betegne Industri- drivende — og at de, der valgtes til Borgerrepræsentanter, skulde have lige Adgang med andre Borgere til at ansættes som Medlemmer af Magistraten. Haandværkerne fik derved Lejlighed til at deltage i Hovedstadens kommunale Styrelse. Heller ikke her maa. man vente at se den begyndte Udvikling gaa ustandselig fremad. Ogsaa paa dette Om-