Foreningen af 1862 til den indenlandske Industries Fremme 1862-1864

o Hindringerne for den frie Udvikling af Handel, Skibsfart og Industri", uden nogensomhelst Antydning asved hvilke Midler og paa hvilken Maade. Professor Kayser Ud- talte imidlertid, foranlediget af en Bemærkning fra Grosserer Julius Ree, „at ogsaa han meente, at Overgangen burde skee paa den Maade, at der fast- sattes en Periode, i hvilken Beskyttelsen gradviis skillde aftage (see Referatet i Frihandelsforeningens Tids- skrift 1ste Hefte Pag. 51). Nogen nærmere Antydning af Periodens Længde eller hvorledes denne gradvise Ned- sættelse i Beskyttelsestolden skilde iværksættes, sindes ikke. Om Nedsættelsen skulde begrUUdes ved en Undersøgelse af de faktiske Forhold med Hensyn til Beflhtteliestoldens virkelige Størrelse for de sorfljellige Industri- og Haand- værks-Virksomheder, eller itfuii flee med en ligelig Deel aarlig i Forhold til ben vilkaarlig valgte Periodes Længde, er imidlertid af en særdeles væsentlig Betydning for de sorfljellige Virksomheder. Men hvorlidet man i det Hele har tænkt over disse Forhold og hvor Uklar og vaklende Forestillingen derom er hos Frihandelsmændene, fremgaaer noksom deraf, at Professor Kayser i den Afhandling, hvormed det nævnte 1ste Hefte as Tidsskriftet begynder, igjen forlader sin fornævnte Anskuelse as 25de Marts og stiller sig aldeles paa den bestaaende Toldlovgivnings Ud- viklings StandpUnkt, saaledes som paaviist i vort Nr. 139. Han siger nemlig i 1ste Hefte af Tidflriftet Pag. 8, at man, for at Undgaae L-delæggelse af Industrien og Tab for de Jndustridrivende, ved en Ubesindig Fremgangsniaade, „skal gaae besindigt frem, ikke hæve Beskyttelsen paa eengang, men gradviis formindske den, saa at de Jndustridrivende, der under de nye Forhold ikke vilde være Udlandets Konkurrence vogne, esterhaanden kunde drage deres Kapitaler og deres Arbejdskraft Ud af disse Erhverv og fore GrUlldlaget for deres Existents over i en ny Levevei."