Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

Forfatter: Julius Lange

År: 1874

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 86

UDK: 061.4(100) Wien

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 96 Forrige Næste
Danmarks Optræden. 5 er midt inde i Nationen selv at forene Evnen med Vil- lien til at se »Alt paa sin rette Plads«. Vi vilde be- tragte det som et stort Gode, om en enkelt eller flere virkelig kunstforstandige Mænd fra Frankrig eller Tysk- land vilde give sig alvorlig af med vor Kunst, gjore den til Gjenstand for et indtrængende Studium og sige os deres Mening om den; vi tro, at det kunde hjælpe meget til at udglatte Ensidigheder og udrydde Fordomme. Men desværre; de have fuldt op at gjore med sig selv og med hinanden og se kun i Forbigaaende paa os*). Og til *) Hvis de overhovedet se paa os! — „Gazette des beaux arts“, som vel uden Overdrivelse kan kaldes det mest ansete Kunst- Tidsskrift, der udkommer i Europa, meddeler for Tiden en Revue af Wiener-Udstillingen af René Menard. Deri findes en Side om de skandinaviske Staters Kunst. Forfatteren be- gynder saaledes: „Sverig, Norge og Danmark indtage tilsam- men en af Salene i Udstillingen; og hvis ikke enhver af disse Nationaliteters Navn var skrevet over Deren, vilde man være fristet til at tro, at denne Sal kun var et Annex til Tysk- land. Dette Slægtskabsforhold finder sin Forklaring i Kata- logen, af hvilken man ser, at Flertallet af de svenske og norske Malere bo i Düsseldorf. Nogle Kunstnere have imid- lertid losrevet sig fra denne Indflydelse, og det er ikke de mindst interessante.“ Forf. nævner derpaa med Ros den af- døde Svensker Höckert, der som bekjendt var uddannet i Paris — men slet ikke var repræsenteret i Wien, og Grev G. v. Rosen, hvis store, ogsaa hos os velbekjendte Maleri, Erik den Fjortende, han har forstaaet ret vel og yder for- tjent Ros. (Med Franskmandenes sædvanlige Flothed i Om- gang med fremmede Egennavne benævnes den sidste Kunst- ner: „M. Bosen Georg von Graf“, under hvilket Navn han rnaaske vil blive beromt i Paris, — man forstaar let, hvorledes den tyske Katalog er bleven misforstaaet). Saa et Par artige Ord om et større Billede af Tidemand, hvis Navn er naaet til Forfatterens øre; dernæst ere Navnene Jernberg, Tager- lin (sie) og Nordenberg nævnte, og Landskabsmalerne Munthe,