Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

14 Fransk Malerkunst. med Delacroix, er gaaet af med Sejren over Klassiciteten,, uagtet naturligvis paa mange Punkter Retningerne krydse hinanden paa en saadan Maade, at man maa opgive et- hvert Forsog paa at systematisere den franske Kunst efter rette Linier. Imidlertid svæver Delacroix’s Aand ikke længere over det franske Maleri; Romantikken har givet den subjektive Lidenskab Tøjlen og bidraget meget til at emancipere Naturligheden, men Naturligheden er i det Hele slet ikke længere romantisk; den er kun i højeste Grad emanciperet. Dette beror vel ikke alene paa, at ingen af de senere Malere er født med Dela- croix’s individuelle Geni, men langt mere paa den for- andrede Tidsaand. Det poetiske Fluidum er fordunstet, det Naturlige staar tilbage i hele sin Nøgenhed. Der er netop i den franske Kunst for Tiden en fremherskende Tendens til at give det nøgent Naturlige og en til- svarende udpræget Ringeagt for Figenbladet. Den franske Interesse for det Nøgne, som forøvrigt fra et rent kunstnerisk Standpunkt har sin store Værdi, og som, naar man betragter Kunstens nuværende Ar- bejde under Synspunktet af et forberedende Naturstudium, kan give grundet Forventning om betydelige Resultater, ytrer sig mest ejendommelig fransk og mest fremmed for de gotho-germaniske Folkeslags Sæder og Skikke deri, at Fremstillingen af den nøgne Kvindeskikkelse for -Øje- blikket tager en meget stor Plads op. Der er heri ganske sikkert en Emancipation fra et Hensyn, som andre Folkeslag ikke saa let kunne slippe (forresten følge Tyskerne ganske godt med), og i enkelte Exempler er Kunstneren aabenbart gaaet ud paa at vække et sanseligt Indtryk, men i det Hele taget er Aanden i