Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

16 Fransk Malerkunst. tid, den Tid, da Menneskene just havde aflagt Halerne, som havde smykket deres fædrene Aber, den »Alder«, som nødvendigvis maa være gaaet forud for Stenalderens tidligste Stadium, da man jo dog gjorde sig Vaaben af Sten, og som maaske derfor kunde kaldes Næve- eller Neglealderen, o: den Tid, da man ingen andre Vaaben havde end dem, som Naturen havde givet. Ligesom Hjortene om Efteraaret slaas, indtil den ene af dem ligger gjen- nemboret af den Andens Takker, medens Hinderne skjæl- vende se til, saaledes slaas her to nøgne Karle, hvem Skjægget begynder at gro paa Hagen, paa Liv og Død med Hænderne i hinandens Struber, medens oppe paa Fjeldet en ung Kvinde, en »Ur-Mø«, om man vil tillade Ordet, naturligvis nøgen ligesom Svendene — Klæder kjendes ikke — med den højeste Spænding ser efter Kampens Udfald. — Her er virkelig ingen Pralcn med ædle og forfinede Følelser! Hr. Glaize er, som Kunstner betragtet, aabenbart et »enfant terrible* af Jean- Jacques-Rousseau’s Ideer. Han maa have forslugt sig paa Bøger og Anskuelser, som han ikke er Manden for at fordøje. Langt skjonnere, langt mere virkelig kunstneriske Resultater har den af Romantikken indledede Naturlig- heds-Tendens affødt i den Gren af Malerkunsten, som skildrer det virkelige Naturliv, Landskabsmaleriet, Dyr- maleriet; ja man kan dertil ogsaa gjerne regne Genre- Maleriet, forsaavidt som det henter sine Motiver fra det landlige Liv. Med den største Glæde gjensaa jeg paa Udstillingen Jules Breton’s »Velsignelsen af Høsten«, som er og bliver et af det 19de Aarhundredes dejligste Malerier. Dertil kom endnu et Par Billeder fra den