Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

J. L. Gérome. 23 saavelsom Tyskere og Nordboere, ere bievne enige om at betragte Gérome som en forunderlig sørgelig Skik- kelse i den moderne Kunst. Han bliver det — fore- kommer det mig — mere og mere, alt som Tiden gaar. Han har stadig sine bedste Talsmænd blandt Kunstnerne selv, fordi han imponerer dem ved sin eminente Dygtig- hed. Og man behøver heller ikke at være Kunstner for i ham at se en af de fineste Tegnere og de skarpeste maleriske Iagttagere, som Nutiden overhovedet kan rose sig af, ikke at tale om hans ualmindelige Kundskabsrig- dom. Men hvad kan det hjælpe, naar man stadig har den uhyggelige Følelse af, at Manden er en Slags Selv- morder, at han i al Hemmelighed har kastet en Strikke om Halsen paa sin egen Subjektivitet og arbejder paa at kvæle den. Det er Noget, som maaske ikke er saa sjeldent i vor Tid, og navnlig ikke sjelde’nt blandt ær- lige og grundige Naturer — thi det er Gérome i høj Grad, hvert af hans Billeder, hvert af hans Penselstrøg vidner derom. Det er ligesom om man horte ham spørge sig selv: »Hvad gjælder det mig, min Følelse for Tin- gene? Nej, det gjælder om at give Tingene selv«. Og saa arbejder han med en ganske ejendommelig me- lankolsk Hengivenhed og Flid los paa at give Tingene selv i deres rene, lidenskabsløse Objektivitet. Men ved hint Sporgsmaal er Kunsten og Kunstneren egentlig myrdet. Den Sjæl, for hvem Verdens Objektivitet og hans egen Subjektivitet staa som skarpe Modsætninger, duer ikke længer for Kunsten, men gjorde bedst i at give sig ifærd med en eller anden exakt Videnskab. Det Bedste, som Gérome giver os, klinger ogsaa som et halvkvalt Suk. Hans smukkeste Maleri paa Udstillingen,