Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

E. Meissonier. 25 .Ørkenen. — Géromes øvrige Billeder paa Udstillingen turde være mange bekjendte, ialtfald gjennem Fotografier. Ernest Meissonier er repræsenteret gjennem 7 Bil- leder, og man ser af dem, at han ingenlunde endnu er blevet gammel. Ingen af de Kunstnere, med hvem jeg tidligere har stiftet nøjere Bekjendtskab, har jeg gjenset med saa megen Glæde som ham. Der er noget Styrkende i Indtrykket af en saa sjelden og kraftig Begavelse, der tilmed ytrer sig med en saa fuldendt Redelighed og Lige- fremhed. At se hans Billeder er det Samme som at hore en ualmindelig klog og genial, udviklet og erfaren Mand tale »lige fra Leveren«, fuldkomment hævet over Brugen af Omsvøb og Kruseduller. Han griber sit Stof med den ægte Orneklo, og det er ikke altid saa smaat Vildt, han jager. Et af hans Malerier fører Titelen: Skiltemaleren. Scenen: Gaarden i en Landsbykro; Tiden: omtrent Aar 1800. Kroværten skal have sig et nyt Skilt, en Bac- chus paa Tønden naturligvis, og han har det Held, at der i Landsbyen findes et »Geni«, til hvem Opgaven kan overdrages. Det er ikke et af disse vulgære Genier, som ere bievne til Noget, men et af de rigtige Landsbygenier, som ikke kjendes af Verden og som ikke er blevet til Noget — ialfald kun til en halvgammel Fyr med en rod Næse. Værten — maaske en forhenværende Underofficer, en grov og simpel Karl i en Dragt, hvis almindelige Snit vi kjende bedst fra Billeder af Napoleons Marechaller, kommer lige fra Stalden og Marken og skal se, hvordan det gaar med Skiltet. Han staar nu og tager Maleriet i Øjesyn, skrævende, med Hænderne i Buxelommerne, tyggende paa et Halmstraa, øjnene kritisk sammen-