Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

32 Fransk og dansk Billedhuggerkunst. Forsaavidt som Forældre eller Værger endnu skulde have moralsk Mod til at tillade deres Born og Myndlinger et saa farligt Spil med deres verdslige Interesser som at lægge sig efter Thorvaldsens Kunst, vilde jeg ikke tage i Betænkning at udtale mig for, at vi lagde os efter at lære Noget af den franske Skulptur — Noget, om end ikke Alt. Vi kunne ikke til evig Tid uden videre holde det gaaende med en Tradition, som vi selv allerede nu — faktisk — ere paa Veje til at falde isovn over. Saa udsætte vi os blot for, at de utaalmodige Aander, for hvem Traditionens ærværdige Papa-Kalot i og for sig er en Kilde til evindelig Ærgrelse, hvad enten der huses fornuftige eller ufornuftige Tanker under den, rive den svage Traad over for os, og vi staa uden virkelig Sympathi med, hvad Stort og Godt der er frembragt hos os selv, og uden virkeligt Kjendskab til, hvorledes andre Folk bære sig ad. Forinden jeg meddeler Noget om de enkelte Værker, som have forekommet mig at være de vigtigste i den franske Skulpturudstilling, vil jeg for- søge at angive den almindelige Modsætning, som er gjennem gaaende mellem den nyeste franske Skulptur og den danske Retning i Billedhuggerkunsten, som er ud- gaaet fra Thorvaldsen og fortsat i det nyeste Tidsskiftes Aand af H. V. Bissen, af hvem atter vore fleste nulevende Billedhuggere ere Elever; jeg vil forsøge at betragte den danske Retning fra et fransk Synspunkt. Jeg maa her strax bemærke, at den franske Skulptur ubestridelig lider af en Mangel, som vor ikke lider af. Man mærker tydelig paa den, at den ikke indenfor sine Grænser har havt en virkelig stor Mester i det Plastiske, en Mester af den Rang som de største franske Malere.