Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

Fransk og dansk Billedhuggerkunst. 35 hed og Renhed, og som aldrig ere overgaaede i Værdi af Noget, som en Genius har skjænket os andre Støvets Born. At Thorvaldsen havde sin bestemte Begrænsning, at han kun hersker over en vis Skala af Motiver og Ideer, det har han tilfælles med alle store Kunstner- individualiteter. Han var den store plastiske Tænker, den store Ide-Producent. Og saaledes var ogsaa hans Udgangspunkt i Henseende til den plastiske Behandling: Skitsen og Modellen; det er noksom bekjendt, at han helst kun befattede sig med det vaade Ler, at han selv ajerne holdt op der, hvor den egentlige Teknik, Kampen med det gjenstridige Stof, begynder. Han tilbød sig rigtignok at bide Marmoret ud med sine Tænder, bedre end Bystrom kunde hugge det med sin Mejsel; men der har dog nok været Noget i, hvad Bystrøm og de Andre sagde; han var og blev aldrig nogen Mejselvirtuos. Ja, i den anden Halvdel af sit Kunstnerliv overlod lian endog for det Meste Gj en nem førelsen af Modellen til sine Elever, et saadant Hovedværk som Kristusfiguren er end ikke modelleret af Mesteren selv. Hvor tidt har man ikke set en Afstøbning af et Thorvaldsensk Værk, de tidligere som de senere, staa ved siden af en Afstøb- ning over en Antik; og hvor tidt har man ikke sagt til sig selv, at en saadan Sammenstilling er i høj Grad til Skade for Thorvaldsen! Ikke hvad Værkets Grund- linier, Totalanlæg, Formkjærne angaar — i den Hen- seende slaar Intet ham af Marken, om end hans Skjøn- hed ingenlunde falder ganske sammen med Antikkens, men i Henseende til Behandlingens Liv, Friskhed og Karakter. Der er i en saadan Sammenligning noget mat Afrundet, noget Sløvt og noget Koldt ved de 3*