Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

H. Makart: Caterina Cornaro. 79 godt paa Planet. Men nu Sjælen i Compositionen, det indre Sammenspil mellem Figurerne, og hvad der betyder det Samme: Sjælen, Livet i de enkelte Figurer! Hvad den Sag angaar, er jég næsten fristet til at sige, at der er slet Intet. Naar F. Pecht*), Malerens og Billedets overstadige Beundrer, forsikrer, at »Alt er organisk og harmonisk forenet, at det Ene synes ganske at være groet ud af det Andet, eller rettere: Alt opstaaet med hin- anden, at det Hele bærer Præget af Inspiration og ikke af noget Lavet,« saa ser denne Bemærkning for mig ud, som om den var beregnet paa forlods at tage Ordet fra den Indvending, det Savn, som først og fremmest maa trænge sig frem fra enhver Betragters Bryst. For dem, som ikke have seet Billedet, kan jeg kun sætte mit Nej mod hans Ja. Hvert Ojeblik har jeg spurgt mig selv lige over for dette Billede: Hvad bringer disse Figurer saaledes sammen? Hvad motiverer denne Stilling? Og hvert Ojeblik har jeg maattet svare mig selv: Intet Andet end Kunstnerens Haand, som har arrangeret Ta- bleauet. En anden tysk Forfatter, Bruno Meyer**) siger: »Som ramt af en Tryllestav, som udstoppet (!) staar hele dette brogede Selskab for os; ingensteds bryder der en virkelig indre Ild, en Lidenskab, en sand Begejstring frem og gjennemlysner den ydre Form afinde; Alter køligt lige ind til Hjertet.« I disse Ord gjenkjender jeg ganske tydelig et lignende Indtryk som det, jeg liar faaet af Billedet, eller rettere, et lignende Savn af Indtryk; jeg *) Den ovenfor citerede Bog S. 70. **) Zeitschrift f. bild. Kunst. Leipzig 1873. Beiblatt, S. 797.