Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

80 H. Makart: Caterina Cornaro. var endog kommet ganske til det samme Ord : »udstoppet,« skjont jeg dog ikke vover at give det en saa omfattende Anvendelse som Meyer. Hvor ligegyldig er os ikke denne smukke Caterina Cornaro! Det er ikke et Bed af duftende Roser, som denne Forsamling af skjonne Wienerinder minder os om — thi Italienerinder ere kun de færreste af dem —, men en Buket af duftløse Driv- huus-, for ej at sige: Tøjblomster. .Det gjælder nu et Principspørgsmaal, nemlig det, hvad man til Syvende og Sidst søger i et Kunstværk, og hvori dets aandelige Værd bestaar. Den, som mener, at en Kunstner er des større, jo mere han nedlader sig til at udtale sit Sind og shi Sjæl helt og fuldt i sit Værk, og jo mere han har Evne til at gjengive Livet helt og fuldt, han kan ikke se noget virkeligt Stort i dette Værk. Hos Meyer kommer den ovenanførte Kritik, der dog synes at ramme Makarts Værk lige i Hjertet, næsten som en Enkelthed, som en — rigtignok væsentlig — Indskrænkning i Retten til at sammenstille Makart med Paolo Veronese. Ellers synes denne Sammenstilling at skulle have Lov til at gjælde, og den spiller en stor Rolle i Tyskernes Betragtning af Maleriet. »Omtrent saaledes kan man forestille sig, at de bedste af Paolo Veronese’s Billeder have seet ud, da de kom friske ud af Malerens Værksted — kan man stille en moderne Kolorist højere?« Saaledes skriver Meyer, og han protesterer blot imod, at man ikke vil være til- freds med denne Ros for Kunstneren. Paolo Veronese’s Billeder ere nu 300 Aar gamle, og Tiden har sikkert udøvet en ikke ringe Forandring paa dem. Selv paa de bedst bevarede af dem maa Farverne have staaet friskere