Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

H. Makart: Caterina Cornaro. 81 og stærkere, da de vare nye. Paa den anden Side kan Tiden have bidraget til en blødere, en mere sammen- smeltet Harmoni — il tempo dipinge, siger Italieneren. Det er altsaa vanskeligt nok at tale om Paolo Veroneses Farver, da de var© nye; vi uuuii ethvert Paid væsentlig gaa ud fra det Indtryk, som vi have af dem nu. Jeg tror paa ingen Maade, at de, da de kom ud fra Værk- stedet, have sect ud som Makarts Maleri. Det er altid forfriskende at se en Maler omgaas med Talent med do stærke Farver — og hvo vilde nægte, at Makart har Talent som Kolorist? Men selv det største Talent naar ikke med eet Slag det Standpunkt, som en Skole som den venetianske gjennem et Aarhundredes Arbejde ved Manges forenede Bestræbelser har naaet. Paolo Veronese staar paa Antonello da Messinas, Bellinis, Giorgiones, Titians Skuldre; Makart paa Pilotys og andre tyske For- gængeres, som ere alt Andet end store Kolorister. Del kan tillige siges med temmelig stor apriorisk Sikkerhed, at den Maler, hvis Kunst ikke har store indre Egenska- ber, heller ikke bliver nogen virkelig stor Kolorist; jeg tror, at man aldrig endnu vil have fundet den sande kunstneriske Kolorit hængende som et Pragtgevandt over et tomt og sjælløst Stillads. Og hvad lærer Makarts Billede selv os i denne Henseende ? Han forstaar at meddele de enkelte Farver, navnlig i Tojerne, on ganske overordentlig Lysglans, og da han desuden omgaas med en saa uhyre Flothed med alle dc stærkeste Farver, er Billedet i det mindste lige saa pragtfuldt som et Ud- hængsvindue i det rigeste Silkcmagasiii. Men Viikningeii af den enkelte Farve er haard, skarp og skingrende. Nogle gamle italienske Malere fra Tiden før Oliemaleriets 6