Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

95 ingen Udlændinge komme dertil, men til andre kommer der desto liere, der ville have Understøttelse, og det er da vanskeligt at blive af med dem igjen. Det gjør mig ondt, at jeg ikke har kunnet tilveiebringe statistiske Oplysninger om dette Forhold over. Landet i det Hele, men for Kjøbenhavns Vedkommende kan jeg oplyse, at fra 1ste Juli 18113 til 30te Juni 1865 er der bortsendt 1,198 Indi- vider, hvilket har kostet Communen 2,369 Rd. 1 Sk. Fra dette Antal maa drages 511 Personer, der vare danske, og som bort- sendtes af det kjøbenhavnske Politi, idet 489 sendtes til Communer i Danmark og 22 til Udlandet. Af Udlændingene sendtes 69 til Hertugdømmerne, 462 til Sverrig, 31 til Norge, 101 til Tydskland, 1 til Holland, 8 til Rusland og Polen, 1 til England, 1 til Skot- land, 10 til Italien, 2 til Schweitz og 1 til Grækenland. De ere ikke alle bortsendte af Fattigvæsenet, thi ikke faa ere bortsendte for Politiforseelser. Det interesserer imidlertid ligefuldt, at de komme bort, da det ikke er til Velsignelse at beholde dem her. Spørges der om Principet, hvorefter man bortsender Udlændinge, saa troer jeg, man vil være noget uheldigt stillet, naar man skal give et Svar derpaa. Efter vor Lovgivning tvivler jeg paa, at der er anden Regel, end at, naar man vil være rigtig streng, kan man sende enhver Udlænding hjem, selv om han har været her nok saa længe og bestandig opholdt sig i een Commune. Men ved Praxis, som er stadfæstet ved Cancelliskrivelser og ved ministerielle Skri- velser, har der dannet sig den Regel, at ingen Udlænding kan sendes bort, der har opholdt sig saalænge i en Commune, at han der vilde have vundet Forsørgelsesret, hvis han var dansk. Denne Regel kunde i og for sig, forekommer det mig, være meget god, dersom den var gjensidig, men nu er det umuligt, at der kan finde Reciprocitet Sted, naar ikke alle Lande gjøre Forsørgelsesrettens Erhvervelse afhængig af et Ophold i lige lang Tid. I Danmark er Terminen 5 Aar, men i Norge 2 Aar. Altsaa vilde Gjensidighed fremkalde ligefrem Uretfærdighed imod Norge, da det saa maatte beholde et Individ, naar han havde været der blot i 2 Aar, medens denne Pligt først vilde opstaae for Danmark efter et femaarigt Ophold. Men naar der nu skulde gives en Regel, der gik ud fra den samme Termin, saa troer jeg, det vil være umuligt at opstille et Princip, der kan være almeengyldigt; man maa nødvendigt rette sig efter de forskjellige Lande og søge at fremkalde Overeenskomst om Gjensidighed med hvert enkelt Land for sig. Efter de. Oplys-