Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel
År: 1866
Forlag: Jacob Lunds Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 142
UDK: IB 361 Ber
Udgivet ved Foranstaltning af Indbyderne til Mødet
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
96
ninger, jeg har meddelt om Antallet af dem, der ,ere bortsendte
fra Kjøbenhavn, forekommer det mig imidlertid, at man egentlig
kun behøver at tage Hensyn til Norge, Sverrig og Tydsidand, da
der til alle andre Lande herfra bortsendes saa Faa, at Antallet
forholdsviis bliver en reent forsvindende Størrelse. Men man kan
heller ikke følge det samme Princip med Hensyn til de 3 nævnte
Lande. Mellem Sverrig og Norge paa den ene og Danmark paa
den anden Side forekommer det mig hensigtsmæssigt og nødvendigt,
at der sluttes en Overeenskomst, saa at vi bestandig kunne sende
Individer hjem efter de Kegler, der maatte blive bestemte ved
Overeenskomsten. Jeg har tænkt mig Forholdet saaledes ordnet, at
Enhver skulde have Ret til at begive sig til det andet Land og
uden Tilladelse forblive der, saalænge han ikke oppebærer Fattig-
understøttelse; har hans Ophold varet fulde 10 Aar, skal han ikke
kunne hjemsendes, om han end ikke har vundet fuldstændig For-
sørgelsesret i nogen Commune. Dette er en Forandring af det nu
Bestaaende, thi det forekommer mig uhensigtsmæssigt, at Bestem-
melsen om Forsørgelsesrettens Erhvervelse i en Commune skulde
have Indflydelse i Forholdet mellem Landene indbyrdes. Mod-
tageren kan. aldrig bedømme, om de givne Oplysninger ere sande,
Modtageren kan ikke selv undersøge Forholdene, men maa lade
sig nøie med, at det fra den anden Side paastaaes, at den Ved-
kommende ikke har vundet Forsørgelsesret. Jeg har foreslaaet 10
Aar, men det er forøvrigt ligegyldigt, om det bliver 10 eller 15
Aar, naar det kun blev bestemt, at den, der har opholdt sig i et
længere Tidsrum, mindst 10 Aar, i et Land, kan ikke hjemsendes.
Dernæst vilde jeg foreslaae, at Opholdet skal ansees for afbrudt ved
enhver om end kort Fraværelse, hvad enten det er i Hjemlandet
eller i et andet Land, naar kun Hensigten har været muligen at
forblive der vedvarende. Den sidste Bestemmelse er nødvendig,
da det jo ofte er Tilfældet, at man, naar man er kommen til et
andet Land, kan reise bort endog paa noget længere Tid, uden at
have opgivet sin Hensigt om at komme tilbage. Hvad der især
gjør en saadan Overeenskomst vanskelig, er Familieforholdet. Naar
en Mand har dannet Familie i det fremmede Land, har jeg tænkt
mig, at Manden skal kunne hjemsendes tilligemed Konen, om han
end har giftet sig med et indfodt Fruentimmer, men døde Manden,
skulde den indfødte Enke ikke kunne hjemsendes — det vilde jo
være for haardt. Børnene, mener jeg, maae kunne hjemsendes til-