Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

96 ninger, jeg har meddelt om Antallet af dem, der ,ere bortsendte fra Kjøbenhavn, forekommer det mig imidlertid, at man egentlig kun behøver at tage Hensyn til Norge, Sverrig og Tydsidand, da der til alle andre Lande herfra bortsendes saa Faa, at Antallet forholdsviis bliver en reent forsvindende Størrelse. Men man kan heller ikke følge det samme Princip med Hensyn til de 3 nævnte Lande. Mellem Sverrig og Norge paa den ene og Danmark paa den anden Side forekommer det mig hensigtsmæssigt og nødvendigt, at der sluttes en Overeenskomst, saa at vi bestandig kunne sende Individer hjem efter de Kegler, der maatte blive bestemte ved Overeenskomsten. Jeg har tænkt mig Forholdet saaledes ordnet, at Enhver skulde have Ret til at begive sig til det andet Land og uden Tilladelse forblive der, saalænge han ikke oppebærer Fattig- understøttelse; har hans Ophold varet fulde 10 Aar, skal han ikke kunne hjemsendes, om han end ikke har vundet fuldstændig For- sørgelsesret i nogen Commune. Dette er en Forandring af det nu Bestaaende, thi det forekommer mig uhensigtsmæssigt, at Bestem- melsen om Forsørgelsesrettens Erhvervelse i en Commune skulde have Indflydelse i Forholdet mellem Landene indbyrdes. Mod- tageren kan. aldrig bedømme, om de givne Oplysninger ere sande, Modtageren kan ikke selv undersøge Forholdene, men maa lade sig nøie med, at det fra den anden Side paastaaes, at den Ved- kommende ikke har vundet Forsørgelsesret. Jeg har foreslaaet 10 Aar, men det er forøvrigt ligegyldigt, om det bliver 10 eller 15 Aar, naar det kun blev bestemt, at den, der har opholdt sig i et længere Tidsrum, mindst 10 Aar, i et Land, kan ikke hjemsendes. Dernæst vilde jeg foreslaae, at Opholdet skal ansees for afbrudt ved enhver om end kort Fraværelse, hvad enten det er i Hjemlandet eller i et andet Land, naar kun Hensigten har været muligen at forblive der vedvarende. Den sidste Bestemmelse er nødvendig, da det jo ofte er Tilfældet, at man, naar man er kommen til et andet Land, kan reise bort endog paa noget længere Tid, uden at have opgivet sin Hensigt om at komme tilbage. Hvad der især gjør en saadan Overeenskomst vanskelig, er Familieforholdet. Naar en Mand har dannet Familie i det fremmede Land, har jeg tænkt mig, at Manden skal kunne hjemsendes tilligemed Konen, om han end har giftet sig med et indfodt Fruentimmer, men døde Manden, skulde den indfødte Enke ikke kunne hjemsendes — det vilde jo være for haardt. Børnene, mener jeg, maae kunne hjemsendes til-