Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

99 tilveiebringe dem. En Præst i München havde saaledes forsikkret Taleren, at den Haandværker der vilde gifte sig, maatte give saa- mange Garantier, at han i Almindelighed først vilde kunne gjøre det, naar han var 40 Aar. Derfor foregaaer den vældige Udvandring til Paris, som forøger og rekruterer den Skare, blandt hvilken den derværende nordiske Mission virker, og det kan ikke feile, at komme de først til at tænke paa Danmark og dets Næringsfrihed, saa ville vi ogsaa faae Mange hertil baade fra Schweitz og Tydskland. Men naar Udlandet saaledes bevæbner sig imod os som anført, saa kunne vi ogsaa gjøre det mod det. Det er forøvrigt godt, at Enhver, der vil nedsætte sig i et fremmed Land, kommer til at betænke, hvad han vil gjøre, før han beslutter sig dertil. Taleren havde saaledes ofte truffet Dolk i Udlandet, som dengang erklærede, at de vilde blive ude, men senere havde han dog truffet dem her- hjemme. Naar man mindes, at under den sidste Krig var det to tydske Arbeidere, der viste Fjenden Vei gjennem Fredericia og gjennem Frisenborg Skove, saa kunde man ikke stærkt nok anbefale det Forslag, der var blevet anbefalet af den sidste Taler om Udeluk- kelse af Tydskerne. Pastor Helveg fremhævede, hvor besynderligt det traf sig, at Slesvigholstenerne netop her viste os Veien til, hvorledes man bør værge sig mod Tydskland. Thi hvor stærkt end Slesvighol- stenerne ellers føle sig hendragne til Tydskland, vare de dog blevne betænkelige paa dette Punct, hvor Spørgsmaalet var om materiel Fordeel. Naar han talte om Slesvigholstenerne, vidste han vel, at der ikke var noget Folk af dette Navn, men han var dog berettiget til at nævne dette Ord, naar han vilde tale om Majoriteten i den slesvigske og holsteenske Stænderforsamling. Majoriteten i disse Stænderforsamlinger havde allerede for en Aarrække siden faaet den Lovbestemmelse sat igjennem, at ingen Udlænding og navnlig ikke tydske Udlændinge, som Talen især var om, skulde kunne indgaae Ægteskab eller stifte Familie i Hertugdømmerne, med mindre de havde faaet udtrykkelig Til- ladelse dertil af den paagjældende Commune, en Tilladelse, som ikke blev given, naar de ikke kunde stille en Caution paa 400 Ed., som i Beglen ikke kunde tilveiebringes. Som Folge heraf liave de indvandrende Tydskere i en Bække af Aar — han huskede ikke bestemt, hvor gammel Lovbestemmelsen var — ikke kunnet ned-