Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

122 at man, hvis man vil søge nogen Forandring i de nu gjældende Bestemmelser om Tiden for Forsørgelsesrettens Erhvervelse, langt fra at forlænge den, tvertimod her virke til dens Forkortelse. Cand. theol. Chr. Müller bemærkede med Hensyn til det af Conferentsraad Sibbern antydede Forslag, som Cancelliraad Plockross havde . berørt uden dog nærmere at have villet indlade sig derpaa, at en saadan Centralisation havde været forsøgt flere Steder f. Ex. i 1852 i Bern og i Solothurn, men at Forsøget havde maattet opgives efter eet eller to Aars Forløb, thi Følgen var den, at Communerne sagde: „Kjør til, det er ikke mine Been, det gaaer ud over,“ og saa sprængtes det hele Fattigvæsen. Den Vei er saaledes erkjendt at være complet umulig. Man havde til Forsvar for den anført, at da man centraliserede Bestyrelsen af Landeveiene, medførte det store Lettelser, men Landeveie kunne ogsaa lettere behandles maskinmæssigt end Fattige og det hele Forslag er saa upractiskt, at det slet ikke kan bringes under Omtale. Det var ganske vist, som det var blevet bemærket, at under de nuværende Forhold fandt der forfærdelige Kjævlerier Sted mellem Communerne; dette kunde imidlertid undgaaes, naar Præsterne vilde øve deres Skarpsindighed paa selv at træffe en Afgjørelse i de enkelte Tilfælde, istedetfor at gjøre sig bekjendte med tidligere Afgjørelser og lægge Vægt paa at komme i Overeensstemmelse med disse. De bør huske paa, at de have med Fattige at gjøre. Men i hvilken Grad det er overseet, fremgaaer af, at en Forhandling om, hvorvidt et Menneske skulde bringes paa Ladegaarden, var bleven smurt op til 14 Indlæg med 114 Pagina. Der var blevet forhandlet mellem 2 Præster, om en Person havde afbrudt sin Hjemstedsret derved, at han selv havde været ude i en Landsby- commune, medens han havde et Sæt sorte Klæder liggende hos en Bager i Forstaden til Kjobstaden. Endelig kom man ud af For- legenheden, da Contoirchef Bruuns Bog om Forsørgelsessager udkom, hvor man saae, at for 5 Aar siden var der afgjort et Tilfælde, hvor en simpel Mand havde solgt sit Huus, men havde flyttet Meublerne over i en Stue, som han i Kjøbecontracten havde for- beholdt sig som sit Værelse, medens han selv tog Tjeneste i et andet Sogn. Indenrigsministeriet havde her erklæret, at der havde fundet en Afbrydelse af Tiden for Forsørgelsesrettens Erhvervelse Sted, thi det kunde ikke betragtes som et Ophold at have Meubler