Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

133 ere eiendommelige for dem, der tilhore den rigtige, udprægede Tiggerstand; bestemte Skikke og Vaner, eiendommeligt Levesæt; ja! jeg er tilbøielig til at tænke mig endog en for dette Liv sær- egen Skikkelse af Noget, man vel maatte kalde Gudsfrygt. Der vilde vise sig Billedet af et Liv, nedsunket i den dybeste Usæde- lighed, men saaledes, at der vilde kunne paavises bestemte Laster, der fortrinsviis hørte dette Livstrin til. Her blev sagt igaar, at der er neppe nogen Last, som de Born, der blive sendte ud i Verden for at tigge, blive fri for. Det er jeg tilbøielig til at troe, men jeg er ogsaa tilbøielig til at troe, at der er Laster, som hører Tiggerlivet til, rædsomme, frygtelige Laster, og som alle udspringe netop af den enerverede Tilstand, hvori de leve, af den Villiens Slaphed, af den Haabløshed, som er forbunden med at være dømt ikke blot af Loven, men af Samfundet, af at staae for Alle som de Uværdige, endog uværdige til at ynkes. Og dog er dette jo en Bet, Betleren maa have, hvis vi ellers ville beholde Navn af et christeligt Samfund, Eetten til Medynk. Og ynkes over ham maae vi netop, fordi vi maae rystes over den Uværdighed, hvori han er sunken. Jeg siger: han er nedsunken i Uværdighed, og det ikke blot saaledes, at han er stemplet af den verdslige Lov, men at en virkelig Uværdighed klæber ved ham og næsten kan afspeile sig i hans Væsen og hele Fremtræden indtil Ansigtstræk, Gang, Holdning osv. Det er en almindelig Forestilling, at der ligger en eller anden Brøde, et forudgaaende slet fort Liv, til Grund for, at det kan komme saa vidt med et Menneske, og jeg er ogsaa tilbøielig til at troe, at man med faa Undtagelser kan paavise en bestemt Brøde, just ikke Tyveri, men f. Ex. Drik, Løsagtighed og andet Saadant, hvis Følger have bragt ham til at synke ned i Dyndet. Hvad der imidlertid skal gjøre dem til Gjenstand for vor Ynk, er ikke blot, at vi see, hvorledes Enkelte med deres egen Brøde kunne forskylde deres Stilling, men navnlig dette, at de maae undgjælde for hele Samfundets Brøde, og ere de først komne over Grændsen, saa er der en Magt, en Samfundsmagt, uafhængig af den Enkelte, der øver sit Tryk og presser dem dybere og dybere ned, saa at de ikke længer mægte at reise sig, om de end kunde have -Onsket derom. De kunne det ikke længer, de kunne ikke længer for Alvor ville det.og derfor er det ude med dem. De miste Haabet, ja de kunne miste deres Gud. Ogsaa dette vilde