Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

134 jeg ønske draget frem ved en grundig og retfærdig Behandling af Tiggerlivet; en Characteristik af deres Gudsforhold, hvorledes de bære en frygtelig Dom over sig, saa de omsider synke ned i et aandeligt Merke, et Vantroens og Overtroens. Merke, som Sam- fundets bedre Classer ikke have Anelse om. Jeg skal ikke trætte med Enkeltheder, men kan alligevel ikke tilbageholde et Træk af Tiggeres Liv, som jeg vil fremføre, for dertil at knytte en enkelt Betragtning. I mine første Præste-Aar kaldtes jeg en Dag til et af de værste Huller i Byen, til en af disse elendige Caserner, som Kjøbenhavn har indenfor sine Volde. Jeg fandt der et Qvinde- menneske, som havde et sjeldent uhyggeligt Udvortes; især gjorde hendes lidet menneskelige Ansigt et stærkt Indtryk.paa mig. Hun hørte til en Familie, jeg kjendte fra min Opvæxt som en af dem, der leve ved stadigt Avistiggeri. Om den Elendighed, jeg saae her, havde jeg ikke havt nogen Forestilling. Jeg kom ind i et snavset, mørkt Værelse, hvor der foruden et Bord stod 3 Senge. Den ene var for Moderen, de to andre for Døttrene og deres saa- kaldte Kjærester, thi gifte vare de ikke. Det var ialt 7 Mennesker, som levede sammen i dette Hul. Det var en af Døttrene, der havde ladet mig kalde, fordi hendes Barn, som var sygt, hverken kunde leve eller døe, som hun udtrykte sig. Jeg troede, at jeg- skulde hjemmedøbe Barnet, men det var ikke det, hun vilde mig Jeg skulde derimod gjøre. en eller anden Trolddomskunst over Barnet, læse over det eller øve lidt af den sorte Kunst for at hjælpe den syge Stakkel. Siden blev jeg kaldt ind af flere andre Beboere i dette Huus, for ogsaa der at læse over deres syge Børn. Jeg fortæller dette, fordi denne Samfundets Dom her traadte frem i hele sin strenge Alvor, Dommen over det, der i Samfundets bedre dasser skjuler sig under et falsk Skin. Jeg mener, at det kan være godt at gjøre ogsaa denne Side af Tiggeriet, det indre Livs, det sjælelige Livs Tilstand til Gjenstand for Undersøgelse, thi der mødte mig ikke længe efter Noget, der vidnede om, at selv de dybest Sunkne ere Mennesker, hos hvem der rører sig og lever Noget, som er Vidnesbyrd om, at de kunne reddes. Aaret efter udbrød nemlig Choleraen i Kjøbenhavn, og det var min Lod at være med iblandt dem, der skulde jorde ofte 60--70 Choleralig ad Gan- gen. En Dag, da jeg havde Tjeneste paa Kirkegaarden og meente at være færdig, da det var langt ud paa Aftenen — kommer der Bud til mig, at der var endnu eet Lig, der skulde besørges. Da