Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel
År: 1866
Forlag: Jacob Lunds Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 142
UDK: IB 361 Ber
Udgivet ved Foranstaltning af Indbyderne til Mødet
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
136
navnlig ikke saa lidt for at modarbeide Betleri. Ben private God-
gjørenhed udfolder en betydelig Virksomhed, der uddeles ikke blot
store Summer i Gaver, men ogsaa udfoldes en gavnlig Virksomhed
af mange velgjorende Foreninger netop i den Retning, jeg har
kaldet „hygieinisk“, nemlig Bestræbelsen for at værne om Fattige,
at de ikke skulle synke ned til Betlere. Bette er den omtalte
Hygieine, som jeg troer anerkjendt af denne Forsamling, at støtte
de Fattige, saa de ikke komme ud over Grændsen, at hjælpe paa
dem, for at de ikke skulle gaae over til det Liv, hvor de ere saa
godt som fortabte. Ber skeer tilvisse ikke saa lidt her i Kjøben-
havn i Forhold til Befolkningens Størrelse, men det hjælper ikke,
tvertimod, det hører med til det, der nok kunde gjøre En angst
ved Betragtningen af dette Forhold, at det er som om dette Onde
forøgedes ved Alt, hvad der bliver gjort, at det bliver næret der-
ved istedetfor modarbeidet. Berfor bliver Spørgsmaalet egentlig
tilsidst: Kan der gjøres Særligt for at modarbeide Tiggeriet
udenfor den Hygieine, som ellers maa følges i alle andre Forhold
mod Fattige? Er det nu saa, hvad jeg troer, Be ville indrømme,
at den egentlige Grændse mellem Værdige og Uværdige er en
sædelig Grændse, hvad kan der da for det Første gjøres for at op-
hjælpe den Sædelighedsfølelse, der er tilbage? Bette kan ikke
skee, uden at denne Classe Mennesker møder en virkelig Ynk hos
os; hvad der gjøres, maa gjøres, fordi vi ynkes over dem, idet vi
ikke blot see paa de Enkeltes Brøde, men paa den hele fælles,
almindelige Samfundets Nød, der trykker dem saa dybt ned. Kan
der f. Ex. tænkes dannet nogensomhelst Foreningsvirksomhed, som
netop har det særlige Glemed at modarbeide Tiggeriet ved at mod-
arbeide det sædelige Forfald? Om det er muligt, veed jeg ikke,
kun det veed jeg, at skulde det blive muligt, maatte der først
findes en Mand, hvis hele Liv gik op i at arbeide for dette Giemed.
Men der er endnu eet Spørgsmaal, som jeg mener at burde drage
frem. I hvilket Forhold skal den Enkelte stille sig til Tig-
gerne, 'til dem, der aabent eller hemmeligt henvende sig til os ved
vore Børe, eller paa andre Maader tigge hos os? Hvad Communer,
•Øvrigheden, Foreninger eller Selskaber have at gjøre er noget for-
skjelligt fra hvad den Enkelte maa føle som sit personlige Ansvar
ligeoverfor den Betiende. Nogen almindelig Regel kan neppe gives;
kun saameget kan jeg sige, at her maa Enhver tage dette Forhold
som en Samvittighedssag og alvorligt i hvert Tilfælde søge at gjøre