ForsideBøgerBeretning Om Forhandlinge…e Samfundsklassers Vel

Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

År: 1866

Forlag: Jacob Lunds Boghandel

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 142

UDK: IB 361 Ber

Udgivet ved Foranstaltning af Indbyderne til Mødet

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 152 Forrige Næste
136 navnlig ikke saa lidt for at modarbeide Betleri. Ben private God- gjørenhed udfolder en betydelig Virksomhed, der uddeles ikke blot store Summer i Gaver, men ogsaa udfoldes en gavnlig Virksomhed af mange velgjorende Foreninger netop i den Retning, jeg har kaldet „hygieinisk“, nemlig Bestræbelsen for at værne om Fattige, at de ikke skulle synke ned til Betlere. Bette er den omtalte Hygieine, som jeg troer anerkjendt af denne Forsamling, at støtte de Fattige, saa de ikke komme ud over Grændsen, at hjælpe paa dem, for at de ikke skulle gaae over til det Liv, hvor de ere saa godt som fortabte. Ber skeer tilvisse ikke saa lidt her i Kjøben- havn i Forhold til Befolkningens Størrelse, men det hjælper ikke, tvertimod, det hører med til det, der nok kunde gjøre En angst ved Betragtningen af dette Forhold, at det er som om dette Onde forøgedes ved Alt, hvad der bliver gjort, at det bliver næret der- ved istedetfor modarbeidet. Berfor bliver Spørgsmaalet egentlig tilsidst: Kan der gjøres Særligt for at modarbeide Tiggeriet udenfor den Hygieine, som ellers maa følges i alle andre Forhold mod Fattige? Er det nu saa, hvad jeg troer, Be ville indrømme, at den egentlige Grændse mellem Værdige og Uværdige er en sædelig Grændse, hvad kan der da for det Første gjøres for at op- hjælpe den Sædelighedsfølelse, der er tilbage? Bette kan ikke skee, uden at denne Classe Mennesker møder en virkelig Ynk hos os; hvad der gjøres, maa gjøres, fordi vi ynkes over dem, idet vi ikke blot see paa de Enkeltes Brøde, men paa den hele fælles, almindelige Samfundets Nød, der trykker dem saa dybt ned. Kan der f. Ex. tænkes dannet nogensomhelst Foreningsvirksomhed, som netop har det særlige Glemed at modarbeide Tiggeriet ved at mod- arbeide det sædelige Forfald? Om det er muligt, veed jeg ikke, kun det veed jeg, at skulde det blive muligt, maatte der først findes en Mand, hvis hele Liv gik op i at arbeide for dette Giemed. Men der er endnu eet Spørgsmaal, som jeg mener at burde drage frem. I hvilket Forhold skal den Enkelte stille sig til Tig- gerne, 'til dem, der aabent eller hemmeligt henvende sig til os ved vore Børe, eller paa andre Maader tigge hos os? Hvad Communer, •Øvrigheden, Foreninger eller Selskaber have at gjøre er noget for- skjelligt fra hvad den Enkelte maa føle som sit personlige Ansvar ligeoverfor den Betiende. Nogen almindelig Regel kan neppe gives; kun saameget kan jeg sige, at her maa Enhver tage dette Forhold som en Samvittighedssag og alvorligt i hvert Tilfælde søge at gjøre