Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

16 Jeg skal nu tillade mig at yttre mig om den foreliggende Sag med nærmere Hensyn til de Fattige end hidtil. Hr. Garde siger Side 39: „De værdige Trængende, som indtræde, ville være glade derved, de ere befriede for deres trykkende Næringssorger, faae nu tilstrækkelig og sund Føde, faae ordentlige Klæder, sove i renlige Senge, og at den Beskjæftigelse, de holdes til, bidrager til deres Tilfredshed, veed Enhver, som erkjender, at Arbeidet er en Velsignelse“ og Side 50 siger han: „Forpleiningen (i An- stalten) vil dog kunne blive baade sundere og bedre, end den, som de Fattige sædvanlig maae tage til Takke med.“ I samme Hefte af Tidsskriftet for Almeenvel yttrer Prof. Murer Side 155 om An- stalten i Tikjøb i en Anmærkning: „Man kan ikke undgaae at beundre den, om man tør kalde det, idylliske Keenhed, der udmærker Tikjøb-Anstalten og som gjør det muligt at give Bum for en saa glædelig Humanitet i Fremgangsmaaden“. Naar man nu sammenligner disse Yttringer med f. Ex. en Yttring af Hr. Garde, Side 43: „Imidlertid vil en Fattig i Arbeidsanstalten, hvor han vil faae bedre Forpleining, end han ellers faaer, vistnok koste mere end den Understøttelse, han før fik i Hjemmet, saa i den Betydning er det sandt, at det er en kostbar Forsørgelsesmaade. Men der skal ogsaa tages Hensyn til, at Meget vil blive besparet, som nu udgives til de Personer, som hellere ville miste Under- støttelsen end indtræde i Anstalten, og hvis Antal nok vil blive over Halvdelen“, og naar man endvidere sammenligner dem med den Yttring, man ofte seer fremkomme, at den egentlige Fordeel ved Arbeidsanstalten er, at Forpligtelsen til at indtræde deri for at nyde Fattigunderstøttelse bevirker, at Mange af dem, der tid- ligere forlangte Understøttelse, nu frafalde den, saa at Arbeids- anstaltens egentlige Nytte bestaaer deri, at den staaer som en Slags Bussemand, der skal afskrække fra at forlange offentlig Understøttelse, saa seer jeg ikke, hvorledes disse modsatte An- skuelser kunne rime sig med hinanden, disse Anskuelser, at de Fattige nyde et saa stort Velbefindende i disse Anstalter og at disse samme tillige skulle afskrække fra at forlange Understøttelse. Denne uimodsigelige Modsigelse har allerede Phædrus forklaret i sin Fabel om Ulven og Lænkehunden. En saadan Arbeidsanstalt byde den Fattige nok saamange Goder,, som han savner udenfor den, — eet Gode, som alle de andre ikke kunne give ham Veder- lag for, herover Anstalten ham : det er den personlige Frihed. 3 2 ESSSJ