Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

17 Hvorfor just dette Gode skattes saa høit, høiere end alle andre, ja det veed jeg ikke — jeg kan egentlig ikke indsee det — men vist er det, at enten det nu er Menneskets Hæderlighed eller Men- neskets Skrøbelighed, er der Intet, vi ifølge vor Natur sætte saa høi Priis paa som vor personlige Frihed, men denne berøves jo den Fattige ved Optagelsen i Arbeidsanstalten, hvor han i denne Henseende sættes aldeles lige med Forbryderen. Nei, siger man, han sættes kun lige med et Tjenestetyende. Ingenlunde. Tyende- forholdet beroer paa et fra begge Sider aldeles frit Contractsfor- hold; og desuden kan Tyendet, naar det er misfornøiet med sin nuværende Tjeneste, ombytte den med en anden Tjeneste, medens derimod den virkelig Trængende kun har Valget mellem at være berøvet sin Frihed og at omkomme af Sult og Mangel, men at sætte et Menneske, blot fordi han er fattig, i dette Dilemma, forekommer mig, mildest talt, at være Haardhed. Hr. Pastor Garde gjør ogsaa Indrømmelser i den Henseende, naar han Side 38 siger: „man kunde befrygte, at der kunde være Trængende, som hellere vilde lide end indtræde, og det kan ei nægtes, at enkelte saadanne Tilfælde kunne indtræde“. Nu veed jeg vel, at det ikke er for disse værdige Trængendes Skyld, at disse Arbeids- anstalter skulle staae som Skræmmemidler, men for de Dovne og Lade, men Hine komme dog til at lide for disse Sidstes Skyld, de Retfærdige komme til at lide for de Uretfærdige, og at bygge den almindelige Forsørgelse paa et Princip, der kan have dette til Følge, finder jeg, mildest talt, høist uforsvarligt. Desuden troer jeg, at det Onde, der søges afværget, aldrig skal tage megen Over- haand i en Commune uden den vedkommende locale Bestyrelses Feil eller Slaphed; men lierpaa kan en forandret Forsørgelses- maade ikke raade Bod. Det er jo nødvendigt, at der i en saadan Anstalt maa findes en streng Orden, men hertil udfordres Kjønnenes Adskillelse. Altsaa maae ogsaa Ægtefolk ved Indlæggelsen i en saadan Anstalt adskilles trods Ordet: „hvad Gud har sammenføiet, skal intet Menneske adskille“. Der kan være de Ægtefolk, for hvilke en saadan Adskillelse har liden eller ingen Betydning, men ogsaa fattige Ægtefolk kunne hænge ved hinanden med trofast og op- offrende Kjærlighed. Gjennem et langt Liv, under megen Moi- sommelighed have de maaskee kjæmpet med hinanden; nu har Alderdommen indfunden sig og Kræfterne ere svundne og nu 2