Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

skulle de skilles for at nyde den Understøttelse, de saa haardt trænge til! Mon ikke flere af saadanne Ægtefolk dog skulde ville sige til hinanden: „Vi, der have slidt saalænge med hinanden, ville hellere lide det Yderste end adskilles.“ Ordenen i en saadan Anstalt fordrer ogsaa, at Børnene maae være for sig selv, altsaa maae ogsaa Børn adskilles fra deres For- ældre. Der kan nu ganske vist være Forældre, for hvem det er en meget ligegyldig Sag, og Forholdene kunne ogsaa stille sig saa- ledes, at Børnenes Adskillelse fra Forældrene kan være fuldt be- rettiget fra Fattigbestyrelsens Side, men ogsaa fattige Forældre kunne hænge ved deres Børn med inderlig Kjærlighed, og jeg veed ikke, hvad der berettiger en Fattigbestyrelse til at berøve fattige Folk deres Børn, naar de ellers opdrage disse i Tugt og Herrens Formaning. Efter at jeg nu har udtalt mig saaledes om de Fattiges For- sørgelse gjennem Arbeidsanstalter, beder jeg dog, at disse mine Yttringer ikke maae blive betragtede som en ubetinget Fordømmelses- dom over disse Anstalter. Jeg har kun villet fremhæve de flere og store Skyggesider, som efter min Mening hefte ved dem, og som medføre, at man kan have store Betænkeligheder ved deres Oprettelse, og saa har jeg tillige villet vise, at de efter min Mening ikke i vort Land og under vore Forhold egne sig til at ind- tage den almindelige Forsørgelsesmaades Plads, hvorimod jeg ikke vil nægte, at paa enkelte Steder kan der være saadanne sær- egne Forhold, at en saadan Anstalts Oprettelse kan være nødvendig. Jeg skal nu tillade mig at gaae oyer til det 2det Punet, som det er overdraget mig at aabne Discussionen om, nemlig de Fattiges Understøttelse ved frivillige Bidrag. Der maa jo vistnok herske den fuldkomneste Enighed om Ønskeligheden af denne For- sørgelsesmaade, og vi kjende vel intet Irøiere Ideal for de Fattiges Forsørgelse end den, som fandt Sted blandt de første Christne, hvorom vi læse i Apostlenes Gjerninger, at der fandtes ingen Træn- gende iblandt dem, men at de mere Bemidlede frivilligt bragte deres Gaver, som bleve uddeelte eftersom Enhver havde Behov. Det var Kjærlighedens Overflødighed, der kunde bevirke et saa- dant Ideal, men Erfaringen viste, at denne Kjærlighedens Over- flødighed ikke i Tiden kunde holde sig. Jeg skal ikke dvæle ved Betragtningen af, hvorledes Kjærligheden efterhaanden saaledes kjølnedes, at det maatte ansees nødvendigt at supplere de frivillige