Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

20 Paa samme Maade kan det gaae, naar der indtræder en eller anden extraordinair Udgift, f. Ex. i Anledning af Huusmoderens Barsel- færd, et Barns Sygdom eller Død. Heller ikke en saadan extra- ordinair Udgift kan taales. Her skal Hjælpen bringes saa tidligt, at det tvungne Fattigvæsen maaskee ikke engang er berettiget til at træde til saa betimeligt, og her mener jeg- da, at det frivillige Fattigvæsen har sin rette Anvendelse ved strax at erstatte det Arbeids- og Indtægtstab, som ikke kan taales, og dække den Ud- gift, som ikke kan udredes. Men jeg. mener, at der ved Anvendelsen af de frivillige Bi- drag til Fattiges Understøttelse maa vises endnu mere Fremsynet- hed, og jeg finder da en i denne Henseende efter min Mening- meget heldig Bestemmelse i Lov af 8de Marts 1856, den nemlig, at Indtægten af „de Fattiges Kasse“ skal anvendes til at lette fattige Forældre den Besværlighed, som deres Børns Underviisning og Skolegang forvolder dem. Jeg veed vel, at det er en ikke ual- mindelig Mening, at fattige Forældres Byrde med deres Børns Underviisning og Skolegang skal lettes dem paa den Maade, at Skolegangen indskrænkes og Maalet for deres Kundskab nedsættes, men om man ogsaa derved kan lette de Fattige og derved Commu- nen en Byrde i det første Led, vil man paa den anden Side der- ved netop med det samme forøge Communens Udgifter i det andet Led, thi dersom det ellers er en Sandhed, at Kundskab er Magt, saa ville vi jo paa den Maade berøve den opvoxende fattige Slægt et mægtigt Middel til at væbne sig mod den Kamp, der forestaaer den i Livet. Hvor mangen Vei staaer ikke aaben for den veloplyste Fattige, som er spærret for den Vankundige og Uvidende, og skal det blive det fattige Barns Lod at henleve sine Dage i den Fattig- dom, hvorunder det er født og opdragen, saa see vi sjeldent den oplyste Fattige saa aldeles gaae til Grunde som den Vankundige. Der er noget Høiere, der holder hiin opreist, og det er saare sjeldent, at han saaledes som denne hensynker i raa og dyrisk Sløvhed. At jeg nu her ved Oplysning og Kundskab især tænker paa christelig Oplysning og Kundskab, følger, om end ei af Andet, saa dog af den Livsstilling, jeg indtager; men ogsaa anden Kundskab er efter min Mening af høieste Vigtighed ogsaa for den Fattige. Derfor troer jeg, at der ikke kan gives de Midler, der ad Frivillig- hedens Vei indkommer til de Fattiges Understøttelse, nogen mere velsignet og, jeg vil lægge til, med Hensyn til Fremtiden for Commu-