Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

dem at antage sig Medhjælpere, og jeg troer, at et heldigt Valg lettere lader sig træffe af enkelte Mænd end af de Valgberettigede i Forening. Jeg staaer da nu her ved de i den sidste Tid saa- meget omtalte saakaldte „Fattigpleiere“; thi Bestyrerne af „de Fattiges Kasse“ og deres Medhjælpere ville jo have det Samme at varetage, som forlanges af disse Fattigpleiere, nemlig at have et vaagent Gie med den opstaaende Trang, at serge for, at den bliver afhjulpen betimeligt og tilstrækkeligt, og at have Tilsyn med Anvendelsen af den Hjælp, der bliver ydet. Jeg skjonner nu ikke rettere, end at det kunde være meget ønskeligt, om der ogsaa blev antaget Qvinder som Medhjælpere ved den frivillige Fattigunder- støttelse, da det jo er almindeligt, at Qvinden har et varmt Hjerte for trængende Medmenneskers Ned, og jeg troer, at Qvinderne bedre ville have deres Plads som Medhjælpere end i den egentlige Bestyrelse. Endelig maa jeg bemærke, at det maa være Bestyrernes som Med-' hjælpernes Pligt at sørge for en Forøgelse af de Midler, de skulle virke med. Det maa skee ikke blot ved Opmuntring men ogsaa ved Benyttelse af de Helligheder, der muligen tilbyde sig, og hvor der kan være Haab om at vinde en Indtægt for „de Fattiges Kasse,“ f. Ex. ved Gilder eller andre Forsamlinger. Her vil ingen Bestyrer eller Medhjælper undsee sig, naar han er gjennemtrængt af den rette Kjærlighed. Det indbyrdes Forhold mellem Bestyrerne og Medhjælperne skal jeg ikke her indlade mig paa. Jeg troer, at udtrykkelige Be- stemmelser her vilde være paa urette Plads. Det kommer alene an paa den Aand, der gjennemtrænger Bestyrelsen. Er det den rette Aand, skal Forholdet nok ordne sig paa den bedste Maade paa ethvert Sted; mangler derimod den rette Aand, ville de meest detaillerede Bestemmelser Intet nytte. Der staaer tilbage, at jeg til Slutningen skal yttre mig om den 3die Post, der er sat under Forhandling, og som lyder saaledes: „Er der nogen sylden, fra det Bestaaende forskjellig Maade at ordne Forsørgelsesvæsenet paa? Jeg skal om dette Punct yttre mig i al Korthed. Den ærede Forsamling vil vistnok af hvad jeg har udtalt, være kommen til den Erkjendelse, at mine Anskuelser om Fattigvæsenet gaae i en temmelig conservativ Retning, ja jeg er saa conservativ, at jeg troer, at vor nuværende Lovgivning behøver ingen, eller ialtfald kun saare liden Forandring for at være Basis for en Fattigunder-