Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

24 større Commune er der i Almindelighed flere aldeles affældige og hjælpeløse, stundom endogsaa bestandig sengeliggende Personer. Det er især eenlige og affældige gamle Mandfolk, som ere særdeles hjælpeløse, de kunne ikke selv tilberede de Naturalier, der leveres dem som Eødemidler, de kunne ikke selv sørge for deres Reenlig- hed, og derfor ere de ofte i den sørgeligste Forfatning. Med saa- danne aldeles hjælpeløse Personer er en menneskekjærlig Fattig- bestyrelse. ofte i den største Forlegenhed, fordi det mangen Gang ikke er muligt endogsaa med stor Bekostning at faae dem anbragte i Familier, der ville antage sig dem i den Grad og med den Omhu, som er fornøden. Det er for saadanne aldeles hjælpeløse Fattige, at jeg mener det burde befales, at en Pleieanstalt skulde oprettes i enhver større saavel Kjøbstad- som Landbocommune, dog ingen- lunde i nogen stor Stiil. Der behøvedes dertil efter min Mening ikke Videre, end at der forbeholdtes i vedkommende Communes Fattighuus et Par Værelser for det Slags Fattige og tillige en Stue med Kjøkken og anden jevn Huusleilighed for en rørig, rask og skikkelig Kone, som skulde være forpligtet til at sørge for disse Fattiges Underhold og Pleie i enhver Henseende. Den Understøttelse, der ydedes til disse Menneskers Underhold, maatte ydes til Pleie- moderen, med hvem der kunde træffes Overeenskomst om, hvormeget hun skulde have for at underholde ethvert enkelt Fattiglem. En saadan Pleieanstalt vilde ogsaa være saare heldig, naar der indtraf pludselige Sygdomstilfælde, som saa ofte bringe en Fattigbestyrelse i stor Forlegenhed. Idet jeg nu udtaler det finske, at der maa udkomme en Lov eller maaskee blot et Paabud om, at saadanne Pleieanstalter skulle indrettes, hvilke efter min Mening vilde blive ligesaa gavnlige og fordeelagtige for Communen som velsignelsesrige for de Ringeste blandt mine Medmennesker, skal jeg slutte disse mine Bemærkninger med en Tak til den ærede Forsamling for den Taalmodighed, hvormed den har hørt mig. Pastor Lnndt følte Trang til at tage de af den foregaaende Taler saa stærkt angrebne Arbeidsanstalter noget i Forsvar, saa- meget mere som han havde oprettet 2 saadanne i de Embeder, der havde været ham anbetroede i Slesvig. Det var paa begge Steder de samme Grunde, der havde bevæget ham til at tage fat paa Sagen, idet han netop var kommen til det modsatte Resultat af det, Provst Stochholm havde fremsat, baade med Hensyn til