Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

 25 Børnenes Opdragelse, med Hensyn til de Gamles Forpleining og med Hensyn til -Ønskeligheden af at holde de Dovne til Arbeide og at drage de Udsvævende bort fra deres Synd. I Haddeby Sogn var der ikke mindre end 14 smaae Fattigcommuner, blandt hvilke samtlige Fattige, omtrent 200, bleve fordeelte. Naar nu en saadan stakkels Mand skulde bortaccorderes, var der gjerne en forskrækkelig Strid, inden han kunde blive henviist til den Fattigforstander, der skulde antage sig ham og bringe ham hjem til sin Commune. Kom han da endelig hjem, bleve alle Smaafolk trommede sammen, og den, der fordrede Mindst for ham, fik ham, ligegyldigt hvorledes den gamle Stakkel blev behandlet. (Hør!) Børnene bleve tingede ud til Fattigfolk, som slet Intet havde, og som naturligviis vare meget billige i deres Fordringer, thi de havde Brug for de Børn til Tiggeri, den fordærveligste af alle mulige Haandteringer. Han kunde tale herom af Erfaring, thi han vidste, at der er ikke en eneste Last], man nævne hvilken, man vil, uden at Børnene lære den paa deres Bettelvandringer. Og nu de Dovne og Slemrerne, hvorledes skulde man i et stort Sogn, der bestod af ikke mindre end 18 Byer, bringe dem til Arbeidsomhed? De sagde reentud til Andre, „Hvorfor ville I gjøre Eder Livet saa suurt? Vi have en stor Aftægt, hele Haddeby Sogn, I behøve virkelig ikke at arbeide.“ Disse Forhold bevægede Taleren til med al mulig Iver at arbeide for at faae et Arbeidshuus anlagt. Som bemærket var der ikke mindre end 200 Fattige, men saasnart Huset var bygget, og alle de, der vilde have Understøttelse, bleve inviterede til at træde ind, mødte der ikke mere end 30. Det var altsaa nu alle de Fattige, der fandtes i hele Haddeby Sogn, og af dem, der ikke længer fik Bidrag af Fattigkassen, var der dem, der ikke mindre end 20 Aar havde ligget Fattigkassen til Byrde; disse Mennesker kunde nu, da de vare blevne gamle, ernære sig selv og havde det i Virkeligheden bedre end den Gang de fik Understøttelse af Fattigkassen, hvilket simpelt hen laae i, at de ikke kunde fortjene saa ganske Lidt, men havde sat det overstyr, saasnart de havde tjent det, og navnlig om Vinteren laae det Offentlige til Byrde. De ulykkelige Born havde aldrig gaaet i Skole og aldrig lært Noget, men saasnart Fattighuset var bygget, kom de i Skole hver eneste Dag allesammen, og Sognet havde Glæde af sine fattige Børn, som i Almindelighed vare de allerflinkeste i Skolen. De Gamle og Svage bleve for- pleiede i alle mulige Retninger og savnede Intet; naar Klokken slog