Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

26 12, stod Maden paa Bordet, hver Loverdag Aften laae der reent Linned ved hver Seng, og Alt gik meget vel og godt. Han havde aldrig hørt nogensomhelst Klage over Haardhed. Der var f. Ex. en Mand,, der i sit 15de Aar var kommen til Skade med sit ene Been, og som i 20 Aar havde faaet Understøttelse af Fattigkassen uden at bestille det Allermindste. Til denne Mand, der altsaa da var i en Alder af 35 Aar, havde Taleren sagt: „Noget skal Du lære at bestille, hvad det endog bliver, Noget maa der være, som Du kan holde ud.“ Saa valgte han at gjøre Trætøfler, og den Mand sidder endnu i dette Øieblik i Slesvig og er gift og har Familie og er en meget agtværdig Mand. Fra Haddeby drog Taleren til Tolk og anlagde ogsaa her et Fattighuus. Her var der 120 Fattige paa Sognet, men da Fattighuset var bygget, var der sædvanligt kun nogle over Tredive. Ingen fik Hjælp af Fattigkassen uden at være i Fattighuset; der maatte enhver uden Undtagelse ind, som vilde have Understøttelse. Denne Bestemmelse kunde synes overordentlig haard, og den lyder ganske vist haard. Naar en fattig, gift og stræbsom Mand henslængtes paa Sygeleiet eller paa anden Maade hjemsøgtes af Vor Herre, saa var det unægteligt haardt at kaste ham og hele hans Familie ind i Fattighuset; det var saa haardt, at man endog syntes, at en saadan Mand var for god til at nyde Understøttelse af Fattigkassen. Her traadte derfor den christelige Medlidenhed til, her besluttede man ligesom at laane till Vor Herre ved at foretage frivillige Indsamlinger omkring i Sognet. Taleren havde ikke henvendt sig til en Eneste, som sagde Nei ved en saadan Leilighed, og den Hjælp, der bragtes, var ikke en saa- dan ussel Hjælp, som den der gives af det tvungne Fattigvæsen, men han mindedes at have bragt en 70 Edir. til en saadan Mand, der laae paa Sygeleiet, medens Konen laae i en anden Seng og Børnene tumlede omkring uden at have Noget at leve af. Trods disse kummerlige Forhold var det dog en virkelig Hjælp, fordi det var en ordentlig Mand. Hvad Børn angaaer, ansaae Taleren det for utvivlsomt, at de ikke kunne opdrages bedre noget Sted end i et Fattighuus, hvor de under alle Omvexlinger ere under Opsyn, hvor de hver Dag kunne sendes til Skole, og hvor man har Tilsyn med deres Eeenlighed og Orden, Klædedragt o. s. v.; det har en langt større Indflydelse paa deres moralske Characteer, end man skulde troe, om de kunne faae en reen Kjole paa istedetfor en smudsig. Ogsaa de Dovne og Slemrende opdrages bedst i Fattig-