Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

27 huset, der skulle de nok blive holdte til Orden, det har ingen Nød. Det er kun i de første Dage, at man har Ubehageligheder med dem, men det lader sig let overvinde, det er en reen Bagatel. Man har saamange Straffemidler i saadanne Fattighuse, man behøver blot at lade de Paagjældende lugte Flæsket og ikke faae Noget deraf, saa er det Straf nok. I Almindelighed er det ogsaa indført i Regulativet, at man kan unddrage Lemmerne Middagsmad i een eller 2 Dage, eller spare paa Kosten hist og her i 24 Timer, und- drage Lemmerne Eftermaden, nægte dem at gaae ud o. s. v. I store Communer, hvor der er et stort Fattigvæsen, vidste han ingen bedre Maade at ordne det paa og at bringe Regel og Orden deri end netop ved et velordnet Fattighuus. Derved samles Kræf- terne, baade de smaae og de store, men unægtelig har man ogsaa i en saadan Anstalt Brug for begge Slags. Vilde man afsondre de store Kræfter og sætte dem ind i et Tvangsarbeidshuus, saa be- røvede man Sognet en ganske væsentlig Indtægt af disse Kræfter, og man vilde tilmed aldrig opnaae sit Hiemed paa denne Maade, thi først og fornemmelig maae de Paagjældendes Forbedring være Hovedøiemedet, men han havde aldrig hørt, at noget Menneske er blevet forbedret ved Straf. Naar et Menneske virkelig skal for- bedres, saa maa det skee ved at paavirke hans Overbeviisning og ved Kjærlighed. Den, der indsættes i en Straffeanstalt, faaer imidlertid aldrig et kjærligt Ord at høre; i et Fattighuus derimod, hvor han seer, hvorledes man omgaaes Beboerne med Kjærlighed, hvorledes man lader sig det være magtpaaliggende at opdrage Børnene i Tugt og Herrens Formaning, hvor der ikke lyder et Suk, uden at det finder Gjenklang, hvor der ikke flyder en Taare, uden at man gjør Alt for at aftørre den, der maa et Menneskes Hjerte kunne smelte, der maa han kunne bevæges saaledes, at han siger til sig selv: „Hvorfor skulle dog alle de være Gjenstand for saamegen Kjærlighed, og Du alene være unddragen derfra; maa der ikke være Noget hos Dig selv, som er Grunden til, at ikke ogsaa Du bliver mødt med den samme Kjærlighed.“ Naar Aanden ferst kommer til Ro og Eftertanke i Fattighuset, saa kunne disse Slemrere og Dovne opdrages der til ordentlige Mennesker, og det er det eneste Sted, hvor det virkeligt kan skee. Det vidste han af Erfaring; thi han havde kjendt mange af den Slags Mennesker. Naar man siger, at saadanne Arbeidshuse blive for dyre, saa kunde han ikke til- træde denne Bemærkning. Han havde ført nøiagtigt Regnskab