Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

34 nødvendig og maaskee den bedste Straf, men det er altid en saare alvorlig Ting. Enhver Trang bør ikke i den Henseende stilles aldeles lige med Forbrydelsen. Og nu disse almindelige Arbeidsanstalter i en anden Henseende. Det rette Princip for Fattigforsørgelse maa dog være at rette Forsømmeligheden til Virksomhed og kan aldrig være at gjøre den frie Arbeider til en tvungen Arbeider. Det bør og kan aldrig være en saadan Anstalts rette Opgave at gjøre de frie Arbeidskræfter uselvstændige, men denne maa og bør jo være at gjengive de uselvstændige til det frie Arbeide. Det lykkes imidlertid meget lidet med store Arbeidsanstalter. Lemmerne underholdes efterhaanden derinde som et Slags Prytanister. Ere de først komne derind, saa blive de der, og mange af dem faaer man aldrig ud igjen. Dette kunde synes stridende mod Talerens Bemærkninger om Frihedens Betydning. Sagen er imidlertid den, at saasnart de have været der i en længere Tid, saa enerveres de, og det bliver for mageligt for Kjød og Blod at kæmpe for sit Underhold, naar dette kan vindes uden Kamp. Det har viist sig ved mangfoldige saadanne Anstalter og efter den seneste Med- delelse ogsaa i Tikjob, at Lemmernes Antal bliver constant. Det bliver ogsaa constant derved, at det ofte med Flid gjøres dem vanskeligt at komme ud igjen. De tabe derfor Frihedslysten. Og- er der saa iblandt dem en Enkelt, der vil have sin Frihed, saa kommer man med det ulovlige Forlangende til ham, at han skal erstatte, hvad han har kostet Anstalten. Kun i Kjøbenhavn har Fattigvæsenet efter Loven Ret til at fordre Fattigunderstøttelse tilbage i levende Live, men man gjør det ogsaa andetsteds. Her er atter en Ulovlighed i dette System. Der kunde naturligviis være Noget i, at man søgte at faae Ret til at kræve Erstatning, naar Forholdene forandrede sig; men at man skal kunne sige til en Mand: „Du kan ikke faae Din Frihed, thi Du har ikke de 4 Rd., som Du skylder os,“ det gaaer ikke an. Hvorfra skal han faae de 4 Rd.? Han har mangen Gang intet Middel dertil i det Oieblik. da det er ham og Fattigvæsenet tjenligst, at han kommer ud. Holder man det strengt, kommer han med Urette ikke ud, og Fattigvæsenet be- holder ham. Og nu hvad Børnene angaaer, da staaer man sikkert med Hensyn til dem i det hele System ved det farligste Punct. At groe op i et Fattighuus eller paa en Arbeidsanstalt er den sørge- ligste Lod, der kan ramme et Barn. Selv voxne Folk, især yngre